In english pleaseLuk

Vi bruger vi cookies - bl.a. til at samle statistik. Vi begynder, når du klikker dig videre eller lukker denne boks. Du kan sige nej tak til cookies her. Læs mere om cookies.

 
Mattæus Evangeliet
Skip Navigation Links.

Søg indenfor
"Mattæus Evangeliet"
 

Mattæus Evangeliet

Jesu liv og lære

Mattæus Evangeliet

Jesu liv og lære

Dato for offentliggørelse
13 Aug 2013 23:39
Forfatter
Oskar Edin Indergaard

"Mattæus Evangeliet. Jesu liv og lære." af Oskar Edin Indergaard. Del 1.

Resumeet er skrevet af Egon Ladegaard Kristiansen, Danmark.

 

Side 11. Når vi arbejder med tekster fra N.T. må vi skille mellem den messianske menighed og den paulinske menighed. De har delvis forskellig teologisk fundament for sin virksomhed.

   Den messianske menighed var knyttet til Jesu Torah, men den paulinske menighed er knyttet til Paulus sin Torah.

   Jesus byggede sin undervisning på DET PROFETISKE ORD, som var godt kendt i G.T. (Tanach), medens Paulus fik åbenbaret DE NY TESTAMENTLIGE HEMMELIGHEDER. De var ikke - hverken i Tanach eller i Jesu undervisning.

   De messianske Skrifter er de 4 evangelier, Ap.Gerninger, kap.1-12. Hebræerbrevet, Jakobs brev, Peters første og andet brev, Johannes første, andet og tredje brev, Judas brev og Johs. Åbenbaring.

   Det teologiske indhold i disse Skrifter ANGÅR IKKE den kristne menighed, men de angår Israel og de messianske menigheder i Israel og i diasporaen. Det er de paulinske Skrifter som beskriver den åndelige basis for den kristne menighed.

   Dette betyder ikke at en del åndelige principper ikke er de samme i disse to sæt af Skrifter, men dersom vi ikke magter at skille mellem Rigets forkyndelse og den kristne menighed forkyndelse, så kan vi være HELT SIKRE på at de teologiske vurderinger som vi har, ikke er korrekte.

 

  Denne Bibel-kommentar bliver derfor både en kommentar af de enkelte vers i dette evangelium, og det bliver også en sammenligning mellem Jesu og apostlenes forkyndelse og Paulus hans forkyndelse. Det bliver derfor en ANDERLEDES Bibel-kommentar og en VIGTIG Bibel-kommentar, for nu er tiden kommet så langt i frelseshistorien at vi må begynde at forstå, at vi må skille mellem Rigets FORKYNDELSE og den kristne menigheds forkyndelse. Det ligger i sagens natur at der er ligheder i disse to forkyndelser, men der er også STORE FORSKELLE. Rigets forkyndelse angår jøderne og det messianske rige, medens den kristne forkyndelse angår den kristne menighed, som består både af jøder og hedninger. Den første forkyndelse angår JORDISKE FORHOLD, medens den anden forkyndelse angår HIMMELSKE FORHOLD.

   Den nåde som blev givet i Rigets forkyndelse, var BETINGET af at jøderne fulgte budene i Jesu lære, medens den nåde som Jesus giver i indeværende tidsperiode, er UDEN BETINGELSER.

   Jøderne måtte blive TESTET på deres tro. Testen som de måtte gennem, var overholdelsen af Jesu nye Torah, som bestod af en række bud. Dette forhold kommer til udtryk i hele Jesu forkyndelse. Centrum i denne forkyndelse er Bjergprædikenen. Matt.5-7.

   Det betyder ikke at vi ikke skal følge de bud og forskrifter som er givet i vor tidsperiode i vandringen som troende, men det betyder at Mose Torah og Jesu fornyede Torah er SAT TIL SIDE i vor tidsperiode som TEOLOGISKE SYSTEMER. De 10 bud som EN ENHED er sat tilside.

   Det betyder ikke at det enkelte bud er ophævet. (Se min bog: Jesu Genkomst, bind 5. Kap.: de 10 bud er indtaget i Paulus' undervisning med undtagelsen af sabbats-bud og bud om gengældelse i 3. og 4. slægtled.)

   Dette betyder ikke at de enkelte bud og de mange formaninger, som vi har i Paulus' breve, ikke skal vejlede de troende i vandringen som kristne. Vi skal kende til dem, men vi bliver ikke bevaret som kristne, eller vi bliver ikke mere helliggjort i vort Guds liv gennem EN YDRE OVERHOLDELSE af budene og forskrifterne. Det er Guds nåde som må bevirke dette. Når vi gør gode gerninger og holder budene, så er dette et udtryk for at det er Guds nåde som arbejder med os og i os.

   Paulus overlod ikke den kristne menighed til bud og regler, men han overlod den til Guds nåde. Det er Guds nåde som skal optugte de kristne til nu at leve et rigtigt liv, og ikke en ydre overholdelse af bud og regler: Titus 2,11-12.

   Der er nogle enkelte kristne forsamlinger som hævder, at vi ikke længer behøver de enkelte bud og forskrifter i vandringen som troende, og at det er nok, at vi lever i samsvar med det dobbelte kærlighedsbud om at elske Gud og vor næste.

   Til dette er flg. at sige: der er ingen modsætning mellem det dobbelte kærlighedsbud og de andre bud og forskrifter. Det dobbelte kærlighedsbud er SUMMEN AF alle de andre bud.

   De 4 evangelier beskriver Jesu liv og lære. Medens de 3 første stort set følger det samme teologiske tidsskema og har en ens fremstilling, så er det evangeliet efter Johannes skrevet på en helt anden måde. Det er bygget op omkring 7 af de undergerninger som Jesus gjorde. Johannes kalde de for "tegn". Det var tegn på at Messias var kommet, og at RIGET var etableret: Johs.21,30-31.

   De tre første evangelier bliver kaldt for de "synoptiske evangelier", og det betyder "samsyn". Indholdet i dem er bygget op efter en fælles kronologi.

   Når de synoptiske evangelier en sjælden gang afviger fra hverandre m.h.t. indholdet og kronologien, så kan dette forklares på flg. måde:

 

   a) De afvigende udsagn udfylder hverandre.

   b) De afvigende udsagn kan angå forskellige begivenheder.

   c) Det hebraiske sprog og den hebraiske tankegang lægger heller ikke så meget vægt på at udsagnene skal være helt lige og  "logisk" klare. Det er den græske (vesterlandske) måde at tænke på.

   Hebraisk er et sprog som hellere lægger vægt på AKTION og FØLELSER end på logik og ensartethed. Hvor vi i Vesten kan se brist og logiske mangler i fremstillingen, der vil jøderne ikke have dette problem. Hebræerne er ikke så optaget af at alt skal have sin logik og sin forklaring.

  

   Af den grund har det hebraiske sprog få abstrakte begreber. Når hebræerne skal give udtryk for det som er abstrakt, bruger de konkrete udtryksmåder. Dette vil føre os til problemer i Vesten, som gerne vil forklare alle ting på en logisk måde.

   Medens den hebraiske tankegang og det hebraiske sprog, er den udtryksform som Gug har valgt at udtrykke sig på. I Bibelens Skrifter, er den græske logik filosoffernes udtryksmåde. Det var filosofferne i oldtiden som udarbejdede systemerne for logisk tænkning.

   Medens vi ofte tænker i "logiske tanker" og tænker at Guds logik er den samme som menneske logik, så tænker hebræerne i "logiske blokke", hvor den ene blok angår Guds tanker og vurderinger, medens den anden blok angår menneske tanker og vurderinger.

   På baggrund af det som vi har skrevet ovenfor, er det indlysende at vi ikke uden videre kan forstå alle sammenhænge i Bibelen ud fra vor måde at tænke på og at udtrykke os på, men når vi er opmærksomme på forskellene som der er mellem det hebraiske sprog og hebræernes måde at udtrykke sig på, og de vurderinger som vi i Vesten har, så kan vi let tilegne os indholdet i Bibelen. (Se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder: Kap. Den hebraiske tænkemåde. (Se også min artikel: Kundskab om jødedommen og bibelsk fortolkning. Del 1. på min internet-side: http://home.online.no.~oskaredi.

 

   Den forskellighed som der er mellem de 4 evangelier, bliver forklaret på flg. måder:

   1.) De tre første evangelier fortæller mest om Jesu virke i Galilæa, medens Johs. Evangelium fortæller om Jesu virke i Judæa. De 4 evangelier udfylder hverandre.

   2.) Medens de 3 første evangelier angår det jødiske folk og den messianske menighed generelt, så angår indholdet i Johs. Evangeliet "en selvstændig, urkristen oral (mundtlig) tradition som hører hjemme i et palæstinsk miljø i tiden før Jerusalems ødelæggelse i år 70. En lokalisering af traditionen tør være en forklaring på den specielle interesse for Jesu virksomhed i Judæa." (Se Studie Bibelen. Nr.2 s.497.)

   3.) I og med at Johannes evangeliet er skrevet så meget senere (ca. år 90) end de andre evangelier, så er den NÅDEN, som vi har i Jesus Kristus, mere fuldstændig fremstillet hos Johannes end hos de andre evangeliske forfattere. Da Johs. Evangeliet blev skrevet, var den kristne lære fastlagt gennem Paulus' breve. Det har også øvet indflydelse på INDHOLDET i Johs. Evangeliet.

   Dette betyder ikke at Johs. Evangeliet ikke hører med til de messianske Skrifter. Det betyder at hovedvæksten i dette evangelium bliver lagt på nåden og ikke på gerninger. Vi ved at Jesu forkyndelse gik ud på at jøderne måtte forpligtige sig på både GUDS KRAV og GUDS NÅDE. Den som ønsket at få del i Guds rige, måtte gå ind under både Jesu krav og Jesu kærlighed..

   Den store rabbinske forsker Israel Abraham har sagt flg. om Johannes evangeliet:  "Det er mit overvejende indtryk at det indeholder en ÆGTE TRADITION om en side ved Jesu forkyndelse, som ikke har fundet plads hos syoptikerne."

   4.) Det er også blevet hævdet at de 4 evangelier er blevet skrevet til 4 forskellig folkegrupper. Mattæus skrev til jøderne. Markus skrev til romerne. Lukas skrev til grækerne. Johannes skrev til hele verden

   5.) Den mest korrekte måde at forklare evangeliernes egenart på, er at evangelierne beskrev FORSKELLIGE SIDER VED JESUS. Mattæus beskrev Jesus som KONGEN. Markus beskrev Jesus som TJENEREN. Lukas beskrev Jesus som MENNESKE og som MENNESKESØNNEN. Johannes beskrev Jesus som GUDS SØN eller som GUD. Dette svarer også til 4 vigtige sider ved Messias, som beskrevet i Tanach.

   6.) I tillæg til dette er de 4 evangelier skrevet i den hensigt at beskrive de 4 niveauer, som vi har i jødisk Bibel tolkning:

 

   a) Det første niveau udgør det BOGSTABELIGE ASPEKT ved en tekst. Dette niveau bliver kaldt for "PESHAT". Evangeliet efter Markus beskriver dette niveau bedst.

   b. Det andet niveau udgør det SKJULTE ASPEKT ved en tekst. Dette niveau bliver kaldt for "REMEZ". Evangeliet efter Lukas beskriver dette niveau bedst.

   c. Det tredje niveau udgør de MORALSKE og LÆREMÆSSIGE ASPEKT ved teksten. Dette niveau bliver kaldt for "DROSH" Evangeliet efter Mattæus beskriver dette niveau bedst.

   d. Det 4 niveau udgør de SKJULTE og HEMMELIGE ASPEKTER ved en tekst. Dette niveau bliver kaldt for "SOHD". Evangeliet efter Johannes beskriver dette bedst. (Se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder: Kap.: Den hebraiske tænkemåde. Se også min artikel: Kundskab om jødedommen og bibelsk fortolkning. Del 1.)

 

                                             DEN JØDISKE DÅB, Matt. 3,5-12.                                                                                                                                  Side 35: Det var et stort antal jøder som kom til Johannes, for at blive døbt af ham og for at få del i Riget for Israel. Der kom folk både fra Jerusalem, fra Judæa og fra landet omkring Judæa. De lod sig døbe af Johannes i elven Jordan til syndernes forladelse, idet de bekendte deres synder, v.5-6.

   Jøderne kendte ikke til denne dåb. Det var noget nyt for dem at HELE FOLKET skulle døbes til syndernes forladelse. De var vant til at døbe sig selv til renselse ved forskellige anledninger. Det var Mose Torah som pålagde dem dette. De måtte være rituelle rene når de skulle deltage i Guds tjenesten i templet og synagogerne.

   Mose Torah krævede enten hel NEDDYKNING i vandet eller bare en BERØRING af vandet. Der var imidlertid stillet et krav til vandet, og det var at det måtte være RINDENDE og ikke stillestående. Stillestående vand blev betragtet som forurenet vand.

   Det var heller ikke vandmængden som betød noget, men det som var vigtig, var at vandet var det middel som RENSEDE jøderne fra deres synder, således at de kunne komme i et rigtigt forhold til Gud, således at de kunne deltage i Guds tjenesten.  

   Dersom jøderne ikke havde renset sig fra deres synder, så blev både de og det jødiske samfund urent i forhold til Gud. Det var ikke bare den enkelte jøde som kunne blive uren, hele landet kunne også blive det.

   Det var både personer og genstander som blev renset med vand i jødedommen. Vi skal tage med nogle eksempler på "vanddåben" i jødedommen: 2.Mos.18-20.   3.Mos.14,8.   15,16 og v.18.   17,15.

   Vi præsisserer at vanddåben bare gav en YDRE RENSELSE. Den har ikke noget med begravelse, død og opstandelse at gøre. (Hvad der gælder teksterne i Rom.6,3-7 og Kolos.2,11-12, så har de ikke noget med vanddåben at gøre, men de går på genfødelsen.)

   Gud ønskede at kanalisere jødernes frelse gennem Johannes dåben. Han ønskede at føre frem et HELLIGT FOLK, som kunne være PRÆSTER for hele verden i RIGETS tid. På samme måde som både Aron og levitterne blev indsat i deres embeder gennem en vand dåb, det samme måtte ske med det jødiske folk: 2.Mos.40,10-12.

   Vi ved at levitterne skulle være præster i templet i Jerusalem, men vi ved også at HELE ISRAEL er udtaget til at være præster. De skulle være præster for Gud i 1000 års riget: 1.Pet.2,9.

   Vanddåb af det jødiske folk betyder at GUDS RIGE VAR KOMMET. Johannes stillede 3 krav til det jødiske folk, for at de skulle få del i Guds rige, og de var:

   a) De måtte angre deres synder.

   b) De måtte omvende sig. Det vil sige at de måtte holde Mose Torah.

   c) De måtte tage vanddåben.

   Vanddåben er også relateret til David pagten, som gav løfter om at det Davi diske kongedømme aldrig skulle uddø i Israel .Det skulle vare altid. Denne pagt peger på Messias' komme: 1.Krøn.17,11-14.

   Når Johannes sagde at han døbte, for at Jesus skulle ÅBENBARES for Israel, forstår vi at vanddåben peger tilbage på David pagten og Jesu første komme: 1.Joh.1,31.

   Mange af farisæerne og saddukæerne kom også til Johannes dåb, men han afviste dem, for han så at de ikke mente noget med dåben. De bar ikke frugterne i deres liv, som skulle være et resultat af omvendelsen og dåben. Han kaldte dem for "ormebørn" og spurgte dem om hvem som havde undervist dem, således at de kunne undgå den store trængselstid, som lå foran jødefolket, dersom de ikke tog imod Messias, v.7-8.

   Den trængselstid, som der her er tale om, er romernes ødelæggelse af landet, byen og folket i år 70 efter Messias. I forlængelsen af dette forkyndte Johannes også den store trængselstid, som skal komme både over jøderne og hele verden, og som endnu er fremtidig. Trængselen kom af den grund at jøderne ikke ønskede at tage imod Jesus fra Naseret som deres Messias.

   Den dåb som Johannes tilbød jøderne, var en YDRE DÅB. Han pegede på Jesus som den som skulle komme med den virkelige STORE DÅB, og det var dåben "af" eller "med" Den Hellige Ånd ind i Jesu person.

   Efter at Den Hellige Ånd var kommet, blev dette det store frelsespant på om jøderne hørte med til GUDS RIGE eller ikke: Johs.14,17. Til trods for at det er Jesu frelsergerning som giver mennesker del i frelsen, så blev alligevel syndernes forladelse kanaliseret gennem vanddåben i den messianske forsamling. Grunden til det var at jøderne var bundet til Torahen.

   Den Hellige Ånd var også et løfte som blev givet til jøderne. De blev lovet en ny pagt og en ny Ånd i deres hjerter: Jem.31,31-34. Den Hellige Ånd kom også på Pinsefestens dag, således som det var lovet.

   Men Jesus skulle ikke bare døbe med Den Hellige Ånd, han skulle også døbe med ild eller dom. Det vil sige han skulle dømme de af folket, som ikke ville underlægge sig ordninger, v.11-12. "Hveden" er et billede på de" troende i Israel". "Tærskepladsen" er et billede på "dommen over jøderne", først i år 70 og derefter i den store trængsel, som ligger foran os. "Avnerne" er et billede på de "udfrelste" i Israel. "Laden" er et billede på "Riget for Israel": Es. 66,23-24.

   Den som ikke fik del i "den kommende tidsalder", som rabbinerne kaldte Det Messianske Rige, fik heller ikke del i "de kommende tidsaldre", som er selve "evigheden".

   Vedrørende udtrykket "at døbe med ild", så har vi det samme udtryk i Luk.12,49-50: "ild er jeg kommet for at kaste på jorden (på Israel), og hvor ville jeg gerne at den allerede var tændt. Men en dåb har jeg at døbes med, og hvor gruer jeg til den er fuldført."

   Vers 50 handler ikke om Jesu død, som de fleste tror, men det har med den ild (dommen) som Jesus er kommet for at kaste på jøderne. I den jødiske litteratur har vi noget som hedder parallelisme.Det går ud på at man gentager det samme meningsindhold i to forskellige sætninger, som står ved siden af hinanden. Ordene er ulige, men indholdet skal udtrykke det samme. Den rette mening af Luk.12,49-50 bliver da: "Ild er jeg kommet for at kaste på jorden. Hvor ville jeg gerne at den var tændt. Jeg har en dom at udføre. Hvor jeg gruer til det er over.

 

  Side 46: Kapernaum blev udgangspunktet for Jesu virksomhed. Han tilbragte det meste af sin tid i Galilæa. På sin vandring langs Genesaret søen traf han Peter og Andreas. De var brødre. Han havde truffet dem på et tidligere tidspunkt i Judæa: De havde været der og modtaget Johannes dåben og var dermed disciple af Johannes.

   I Judæa havde de talt med Jesus og Jesus havde givet Peter et nyt navn, som var Kefas. Det betyder "klippe" eller "del af en klippe". "Peter" er den græske form af det hebraiske ord "Kefas": Johs.1,35-43. Når de nu traf Jesus i Galilæa, så blev de hans efterfølger og apostle. De forlod STRAKS deres garn og fulgte efter Messias, for han sagde at han ville gøre dem til menneskefiskere, v.18-20.

   Dette var et meget HØJERE KALD end det at fange fisk. Måtte vi alle vælge det som Herren har for os, selv om vi måtte forlade det sikre og gå ind i det ukendte. Den vej som Herren har for os, er den bedste.

   Da Jesus gik videre traf han Zebedæus sønnerne, Jakob og Johannes, og han kaldte også dem til at blive hans disciple og apostle. De brød STRAKS op og forlod båden, sine garn og sin gamle far, v.21-22. Vi ved at det var et krav i Jesu undervisning, at den som ikke forlod sine forældre og sine gøremål, den kunne ikke være en discipel af Jesus: Mat.10,30-37. 19,29.

   Paulus derimod siger at den som ikke tager sig af sin egen familie, er værre end vantro: 1.Tim.5,8.

   I dette tilfælle så sagde JESUS DET MODSATTE AF DET SOM Paulus underviste om. Dette skal få os til at forstå at vi her har TO FORSKELLIGE UNDERVISNINGESFORMER i N.T. Jesus forkyndte de teologiske sandheder om RIGET FOR ISRAEL, medens Paulus forkyndte hemmelighederne med den KRISTNE MENIGHED.

   Tre af disse apostle, Peter, Andreas og Johannes kom til at have et specielt nær kontakt med Jesus under hans vandring. De udgjorde på en måde en indre kerne af hans apostle. De var sammen med ham både på Forklarelsens Bjerg og i Getsemane: Mat.17,1-8. 26,37-46.

   Vi ved ikke hvad som var grunden til, at akkurat disse blev udvalgt til at være sammen med Jesus ved specielle og vigtige anledninger. En af grundene kan være at de var blandt de første, som blev Jesu disciple, da han kom til Galilæa. Ellers så ved vi at Herren udvælger den som han selv vil, til de forskellige tjenester.

   VI VED VIDERE AT BÅDE Peter og Johannes blev ledere i den messianske forsamling i Israel. De var blandt STØTTERNE i den messianske synagoge i Jerusalem. På deres rejser besøgte de jødiske menigheder både i Israel og i diasporaen, og de Skrifter som de skrev til disse menigheder, indeholder den jødiske messianske lære.

   Som mine læsere sikkert ved, så mener undertegnede at vi har to FORSKELLIGE LÆRESYSTEMER i N.T., og det er:

 

   a)   Forkyndelsen af RIGET FOR ISRAEL. I denne forkyndelse har jødernes Torah, således som Jesus tolkede Mose Torah, en central plads. Den messianske jødiske lære finder vi i de 4 evangelier, i Ap. Gerninger, 1-12, i de jødiske Skrifter og i Johs. Åbenbaring. Denne lære kalder vi for "evangeliet om Riget".

   b)   Forkyndelsen af den kristne menighed. Den finder vi udelukkende i Paulus' breve. Det centrale i disse breve er at menneskerne bliver frelst af nåde og ikke ved gerninger: Ef.2,8-9. En bliver heller ikke bevaret som kristen ved en ydre overholdelse af budene. Det er Guds nåde som opdrager os til at leve på en ret måde: Titus 2,11-12. Denne lære kalder vi for "evangeliet om den frie nåde".

 

   Disse to læresystemer har læremæssige ting som er fælles, men de har også mange ting som ikke er fælles, og de skal ikke blandes sammen. Det har op igennem næsten hele frelseshistorien været en SAMMENBLANDING mellem disse to læresystemer, men nu er tiden kommet så langt, at vi må begynde at skille disse og forstå Guds Ord på en ret måde. Vi må huske på at Paulus opfordrede Timoteus til at fordele Skrifterne på en RETTELIG MÅDE. Det gælder også os. "Læg vind på at fremstille dig for Gud som en som holder prøve, som en arbejder som ikke har noget at skamme sig over, idet du RETTELIG (på en ret måde) lærer sandhedens Ord." 2.Tim.2,15.

   Dette er også hovedgrunden til at denne Bibelkommentar bliver skrevet. Den vil være et forsøg på at RETLEDE kristenfolket og andre, således at de kan få en RET FROSTÅELSE af Guds Ord.

   Jeg ønsker at kristenfolket kan få se, at jøderne har et åndelig fundament, og det angår RIGET FOR ISRAEL, medens den kristne menighed har et åndelig fundament, og det angår den kristne menighed, som er en himmelsk forsamling.

   Dersom vi ikke ser og forstår dette, kommer vi aldrig ind i den ÅNDELIGE FRIHED, som Paulus beskriver i sine breve.

   Dersom vi ikke får tag i dette, så bliver vi aldrig helt frigjort i vort kristenliv, for vi kommer til at blande ind elementer fra Jesu og apostlenes forkyndelse i Paulus lære om den frie nåde. Der kom  en NY TID med Paulus.

   Alt dette får vi rigelig med tid og anledning, til at kommentere i fortsættelsen, men jeg vil nævne det for mine læsere allerede på et tidligt tidspunkt, således at de kan være opmærksomme på dette og glæde sig over hvordan N.T. skal forstås på en ret måde.

   Hvad som gælder indholdet i N.T. så skal det deles på flg. grupperinger af mennesker:

 

   a) De hedninger som ikke har hør om jødernes Torah eller om evangeliet om den frie nåde: Rom.1,18-32.

   b) Jøderne som har Torahen, men som ikke vil bøje sig for Guds ordninger i de forskellige tidsperioder: Rom.2,1-3, 20.

   c) De messianske jøder som blev frelst ved RIGETS evangelium.

   d) De jøder og hedninger som hører med til Jesu legeme: Rom.3,21-31.

   e) De jøder og hedninger som bliver frelst efter den kristne menigheds bortrykkelse.

                                                                                                                     

  Side 50. I Paulus' forkyndelse er det den kristne menighed som er i centrum. Den består både af jøder og hedninger. Den kristne menighed er en  NY FRELSEFORSAMLING, som ikke havde eksisteret før. Den indgår i en enhed med Jesus, hvor Jesus er hovedet, og hver enkelt af os som tror på Jesus, udgør leemerne på dette legeme: 1.Kor.12,27.

   Medens jøderne har JORDISKE LØFTER, så har den kristne menighed HIMMELSKE LØFTER. Vi er allerede på nuværende tidspunkt sat ind i himmelen sammen med Jesus: Ef.2,6 og har del i "al åndelig velsignelse": Ef.1,34.

 

   Først handlede Gud med hedningerne i 1500 år, fra Adam og til "Babels forvirring". Da hedningerne ikke ville underkaste sig Guds ord og Guds ordninger, så dømte han dem ved at forvirre deres tungemål og spredte dem ud i verden: 1.Mos.11,7-9.

   Efter dette udtog Gud sig et nyt folk, og det var jøderne. De ville heller ikke underkaste sig Guds ordninger, men gjorde oprør mod Gud. I Gammeltestamentlig tid gjorde de oprør mod Gud. I Nytestamentlig tid gjorde de oprør mod Jesus og mod Den Hellige Ånd. Til slut kom også Guds dom over jøderne.

   Efter at Gud først havde dømt hedningerne og derefter jøderne, så tog han sig et helt nyt folk, som bestod af både jøder og hedninger.

   Dette er den kristne menighed. Den består af både jøder og hedninger. Det var først Paulus som fik at vide de læremæssige sandheder om denne menighed.

   Det som først og fremmest kendetegner Gud, er ikke strenghed og dom, men nåde, barmhjertighed, frelse og kærlighed. Han vil at alle skal blive frelst og lære sandheden at kende: 2.Mos.34,6.

   Når vi studere frelseshistorien, ser vi at dette også er rigtig. Vi må blive imponeret over den mængde nåde som findes hos Gud.

 

  Side 57.                     DEN OTTENDE SALIGPRISNING.

 

   "Salige er de som er forfulgt for retfærdigheds skyld, for HIMLENS RIGE er deres." v.10

   Denne saligprisning er blevet galt oversat. Det er ikke de som bliver forfulgt som skal arve GUDS RIGE, men det er de som SØGER GUDS RIGE AF HELE SIT HJERTE, som skal blive frelst. Man får ikke del i Guds rige blot på grund af at man bliver forfulgt, men på grund af at en søger frelsen i dette Rige. Dette vers skal oversættes på følgende måde: "Salige er de som søger (jager efter) retfærdighed (frelsen), for Himlenes rige er deres." Grunden til at dette vers er blevet galt oversat er:

   a. At man har ment at den som blev forfulgt for Guds Rige, skulle arve Guds Rige.

   b) Det hebraiske verbe for "at forfølge" er "radaf". Det har to betydninger, og det er "at forfølge" og "jage efter". Her burde dette ord have været oversat med "at jage efter" og "at søge".Dette stemmer også med det der står i Matt.6,33.

  Der er også 2 andre ord som burde være oversat på en anden måde i dette vers, og det er:

 

   a) Ordet "retfærdighed". Det er på hebraisk "zdekah". I dette tilfælde burde ordet være oversat med "frelse". Dette ord kan også betyde "almissegivning", Matt.5,20 og 6,1.

   Ordet frelse er lidt brugt i hebraisk. Det har mange synonymer. En af dem er ordet "retfærdighed": Es 51,5. I dette tilfælde er ordet "retfærdighed" det samme som "frelse". Dette er også et eksempel på at to sætninger som står ved siden af hinanden i teksten, udtrykker det samme. (parallellitet)

 

   Ordet "dom" kan også betyde "frelse". Det samme gælder også verbet "at dømme": Salme 43,1. Dommerne i Israel skulle ikke dømme Israel, men de skulle frelse og frigøre folket.

   Gud er også kaldt for "hele jordens frelser": Salme 94,2. Retfærdighed og frelse er fundamentet for hans trone. Salme 89,14. De 12 apostle til Jesus skal ikke "dømme" Israel, men de skal frigøre og frelse Israel: Matt.19,26, som også referer til Salme 122,5, hvor der står:" For der er stole sat til frelse, stoler for Davids hus.

 

    Ordene "er deres" bør heller ikke blive oversat på denne måde. De bør blive oversat med: "er af slike" eller "består af slike".

   (Se hvad jeg har skrevet under Matt.5,3 om dette.) Den rigtige oversættelse af dette vers bliver da: "Salige er de som søger efter frelsen, for himlenes rige består af slike."

 

 Side 63.Det "at være den mindste i HIMLENES RIGE", betyder det samme som at en Kan blive medlem i dette Rige uden at en holder alle Jesu bud. Den som bryder et lille bud i Guds rige, skal få en mindre position i dette rige end den som holder alle budene.

   Den som holder budene, skulle få en højere position i riget. Dette viser at Jesus ikke afskaffede Torahen eller budene. Alt Torahen skal bestå til og med det mindste bogstav eller den mindste tøddel  v.15.

   Dette betyder videre at dette rige ikke er et perfekt Rige. Der skal også bo syndere der. Rigets periode skiller sig ikke ud fra de andre tidsperioder hvad som gælder akkurat dette.

   George Williams siger i sin Bibel kommentar s.701 at det "at være den mindste i himlenes rige", betyder at en slik person "ikke kunne være medlem i dette rige".

 

   Side 64. Vi ved  at almissegivning, lån og gaver var et krav til jøderne i Jesu Torah. Det kan også betyde flg.: Dersom jødernes retfærdighed bare var reduceret til almissegivning, så kunne de ikke få del i Guds Rige.

   Paulus kunne ikke have udtrykt sig på denne måde. I hans forkyndelse er der bare et retfærdighedsbegreb, og det er Guds retfærdighed og Guds nåde.

   Den messianske jødedom opererede med 2 retfærdighedsbegreb, og det er:

 

a)      Guds retfærdighed og

b)      menneskets egen rettferdighet.

   Det skulle ikke være vanskeligt at se at kravene i Bjergprædikenen ikke angår kirkens tid, men i og med at mange teologer og Bibellærere ikke regner med Riget for Israel som en åndelig størrelse, så ser de Bjergprædikenen og Jesu undervisning i lys af Paulus' undervisning. I deres prædikener begynder de ofte med at læse fra de messianske Skrifter og særlig evangelierne og ender op med Paulus' hans  undervisning. Dette gøres på to måder, og begge er fejlagtige. De hævder:

 

   a) At det som Jesus kræver i de jødiske Skrifter, det giver han i sin nåde.

   b) At al undervisning i N.T., som er givet før Golgata, ikke gælder efter Golgata.

   Vi kan på ingen måde være enige i disse vurderinger. Jesus sagde selv i missionsbefalingen i Matt.28,18-20 at apostlene skulle gå ud i al verden og UNDERVISE OM ALT DET SOM JESUS HAVDE LÆRT DEM. Denne missionsbefaling blev givet efter Golgata.

  

                                  http://home.online.no/~oskaredi.htm  oskaredi@online.no   

    www.yeshuattsion.webbyen.dk    www.ttauhsey.webbyen.dk    www.iderakso.webbyen.dk

                                  www.denpaulinskegruppe.blogspot.com   yeshuatt@mail.dk