In english pleaseLuk

Vi bruger vi cookies - bl.a. til at samle statistik. Vi begynder, når du klikker dig videre eller lukker denne boks. Du kan sige nej tak til cookies her. Læs mere om cookies.

 

 

Den store Forsoningsdag

Dato for offentliggørelse
13 Aug 2013 23:17
Forfatter
Oskar Edin Indergaard

Den store Forsoningsdag. fra Jesu Gjenkomst. Bind 4.
af Oskar Edin Indergaard.
Oversatt til dansk av Uffe Nissen, Danmark

 

Den store forsoningsdag Yom Kippur skal finde sted den 10. dag i den 7. måned, som er tishri: 3. Mos. 23:27-32.

Denne dag er den helligste af alle jødernes højtidsdage, en forsoningsdag for hele folket. Jøderne har haft 10 dage fra det nye års begyndelse og til denne dag til at forsøge at forbedre sin stilling overfor Gud, så deres navne kan blive indskrevet i de frelstes bog. På den store forsoningsdag skal det blive kendt, hvem der skal leve i det nye år og hvem der skal dø.

Ypperstepræsten havde en central rolle i gudstjenesten og i frembæringen af de forskellige ofre denne dag. Det var ham, som forrettede al ofring i templet.

Ved siden af det daglige offer blev der også foretaget en række tillægsofre. Desuden gik han 4 gange ind i Det Allerhelligste med forskellige ofre. Dette var den eneste gang i hele året, han gjorde dette: Og Herren sagde til Moses: Tal til Aron, din bror, og sig, at han ikke til enhver tid må gå ind i helligdommen bag forhænget, frem til nådestolen som er over arken, for at han ikke skal dø, for jeg vil åbenbare mig i skyen over nådestolen. 3. Mos. 16:2. For at ypperstepræsten skulle kunne magte alle sine gøremål på én dag, begyndte offerhandlingen allerede ved midnat og tidligt om morgenen var tempelpladsen fyldt af mennesker.

Vi skal her beskrive nogle af de opgaver, ypperstepræsten havde på denne dag:

1.    Først ofrede han det daglige offer og de forskellige tillægsofre. Ved disse offerhandlinger bar han en dragt af guld, efter at han havde taget et renselsesbad og vasket hænder og fødder. I det hele taget var renselsesforskrifterne for ypperstepræsten omfattende. I alt 5 gange badede han sit legeme, og han vaskede hænder og fødder 10 gange, for at han kunne være kultisk ren til at udføre offerhandlingerne.

2.    Efter at det daglige morgenoffer var udført, rensede han sig påny og iførte sig hvide klæder. Han gjorde sig i stand til offerhandlingerne i Det Allerhelligste: 3. Mos. 16:4.

Hver gang ypperstepræsten gik ind i Det Allerhelligste, iførte han sig disse hvide klæder, der var et symbol på den fuldstændige renhed. Den gyldne dragt, som ypperstepræsten ellers bar, symboliserede ypperstepræsten som Guds brudgom.

3.    Første gang ypperstepræsten gik ind i Det Allerhelligste, gik han ind med røgofferet. Han tog med sig røgelse, som var blandet med ild fra røgofferalteret. Han skulle lægge røgelsen foran nådestolen, så at skyen fra røgelsen efterhånden dækkede hele rummet: 3. Mos. 16:12-13.

Nådestolen er det samme som låget på arken. I arken var der opbevaret 3 ting: Lovens 10 bud, skrevet med Guds finger, Arons stav, der havde blomstret som bevis på, at hans slægt skulle have ypperstepræsteembedet, samt en krukke med manna, der skulle minde jødefolket om den store undergerning Herren havde gjort, da han i ørkenen gav det mad fra himmelen gennem 40 år.

På låget til arken sad 2 keruber. Over låget befandt Guds herlighed sig i form af Shekina-skyen. Gud var med andre ord til stede i templet.

I det andet tempel var desværre både arken og Shekina-skyen borte. Dette betyder, at Gud ikke var personligt til stede i dette tempel, som han havde været i det første tempel.

Når ypperstepræsten gik ind i det Allerhelligste, var der bundet en snor omkring hans fod. Hvis han ikke forrettede ofrene rigtigt eller hvis Gud ikke godtog dem, måtte han dø for folket derinde. Dersom det skete, kunne præsterne trække ham ud ved hjælp af snoren.

Hvis Gud godtog ofrene, kom han levende ud af Den Allerhelligste. Hver gang dette skete, udbrød der stor jubel i folket, som havde været i intens bøn, mens ypperstepræsten var derinde. Gud havde tilgivet folket dets synder, så de kunne leve videre i det nye år.

Vi véd, at den jødiske ypperstepræst på mange måder var et forbillede på Jesus fra Nasaret, selv om Jesus hørte til en anden stamme og selv om han havde en anden opgave end ypperstepræsten i formidlingen af forsoningen og frelsen til folket. Jesus repræsenterede en anden type præstedømme: Præstedømmet efter Melkisedeks vis, som er beskrevet i Hebr. 6:19-20.

Til trods for, at der var store forskelle på disse to typer af præstedømme, stod alligevel ypperstepræsten som repræsentant for det jødiske folk overfor Gud og han kom levende ud af Det Allerhelligste, fordi Gud godkendte hans offerhandling.

På samme måde godkendte Gud også Jesu store offer og oprejste ham fra de døde på den tredie dag. Døden og dødsriget kunne ikke holde på ham, for han havde ingen personlig synd.  

4.    Anden gang Ypperstepræsten gik ind i Det Allerhelligste, skulle han gøre soning for sig og sit hus, efter at han havde slagtet en okse som syndoffer: 3. Mos. 16:14. Før han slagtede denne okse, læste han syndsbekendelsen for sig selv og sit hus. Denne syndsbekendelse blev læst 3 gange og det var her, ypperstepræsten udtalte Guds navn, som han mente det skulle udtales. Ellers måtte dette navn erstattes med andre navne. Dette gjaldt udtalen af tetragrammet JHVH.

5.    Når syndofferet for ham selv og hans hus var forrettet, skulle ypperstepræsten tage to gedebukke, som var stillet frem i forgården til templet, og kaste lod om dem. Den ene skulle ofres som et syndoffer for folkets synder til renselse af templet. Dette gjaldt både Det Allerhelligste og Det Hellige: 3. Mos. 16:15-16.

6.    Efter at han havde gjort renselse for templet, skulle han lægge hænderne på den anden buk og på den måde overføre folkets synder på den. Bukken skulle bære folkets synder ud i ødemarken, til et sted langt borte, hvor ingen boede: 3. Mos. 16:21-22.

Disse to ofringer må ses som en helhed og ét offer. Det var grunden til, at der blev kastet lod om dem. Den ene buk kunne lige godt udføre den anden buks opgave og det var op til Gud, hvilken buk han ville foretrække til de forskellige opgaver. Derfor skulle de to bukke være helt ens.

Den første buk skulle gøre soning for folkets synder - den måtte dø for synden: 3. Mos. 17:11.

Den anden buk derimod tog folkets synder på sig og bragte dem ud i ørkenen. Folket blev med dette renset i deres samvittighed for de synder, de havde gjort. Denne buk kom ikke tilbage igen, men forblev ude i ødemarken, hvor den gik til grunde.

Vi véd, at begge disse to bukke var et billede på Jesu forsoning. Den ene buk repræsenterede Jesu lidelse og død, medens den anden buk repræsenterede Jesus som den, der borttog al verdens synd. Efter traditionen skulle denne buk overlades til en fremmed, som skulle føre den ud i ørkenen. Det var også det, der skete med Jesus. Han blev af jøderne overladt til hedningerne (romerne) for at dømmes til døden af dem. Jøderne havde ikke ret til at dømme nogen til døden. Denne ret havde Synedriet mistet i år 7 e. Kr.

På det anden tempels tid plukkede folket også hår ud af denne buk og skreg vildt efter den, da den blev ført ud i ødemarken. Det samme skete med Jesus. Til trods for, at han bar folkets synder, skreg store dele af folket mod ham, at han skulle korsfæstes - de ville hellere have Barabbas som fri mand og ikke Jesus.

Efterhånden udviklede der sig den praksis, at bukken blev kastet ud fra et bjerg, så den mistede livet, men denne tradition har ikke noget belæg i Tanach.

Frelsen består altså af to aspekter. For det første, at Synden bliver sonet. For det andet, at den som har gjort synd, bliver renset fra sine synder.

Ved disse to ofringer fik jødefolket altså soning for deres synder og blev renset i deres samvittighed - så langt som disse ofringer kunne gøre dette.

Som vi véd, peger næsten alle ofringer i Tanach på det det fuldkomne offer, som er Jesus fra Nasaret. Han var på samme tid både ypperstepræst og offer. Han tog på sig al verdens synd og gav dem, som ville tro på ham, en virkelig god samvittighed. At være frelst betyder bl. a. at man har en god samvittighed overfor Gud: Hebr. 9:11-14.

På samme måde som den anden buk blev ført ud i ørkenen, hvor ingen boede, nedfor Jesus til dødsriget, efter at han havde sonet al verdens synd: 1. Pet. 3:18,21.

7.    Offerhandlingerne blev afsluttet med, at ypperstepræsten sendte resterne af syndofferoksen og syndofferbukken til et sted udenfor byen, hvor de skulle brændes. Det var det samme som skete med Jesus. Han blev også fuldstændig brændt op og knust på et kors på Golgata, der lå udenfor Jerusalem. Jøderne aflivede deres forbrydere udenfor byen, for at den ikke skulle blive forurenet af de døde legemer: Joh. 19:20. Samtidig med, at resterne af syndofferoksen og syndofferbukken blev sendt ud for at blive brændt, læste ypperstepræsten en række Skriftafsnit, som havde med denne dag at gøre. I det hele blev der bedt 8 bønner i forbindelse med denne oplæsning fra loven.

8.    Gudstjenesten blev afsluttet med, at ypperstepræsten lyste velsignelsen over folket, som han også havde gjort 3 gange tidligere på dagen. Dette skete både ved morgen- og eftermiddagsgudstjenesten og ved tillægsofrene.

9.    Efter dette måtte han bringe det vanlige aftenoffer og til slut skulle han gå ind i det Allerhelligste for fjerde gang for at hente røgelsen og røgelseskaret, som havde stået der hele dagen.

Som vi véd, blev jødernes tempel ødelagt år 70 efter Messias. Jøderne havde dermed ikke noget sted, hvor de kunne frembære de foreskrevne ofre. Som en erstatning for ofrene har jøderne udviklet disse erstatninger:

a.     Der bliver ofret en kylling (hebr. kappora). I forbindelse med denne ofring udtales disse ord: "Denne kylling er min erstatning. Dette er min udveksling. Dette er min forsoning. Denne kylling vil dø og jeg vil gå ind i et langt liv og ind i fred."

b.    Rabbinerne mente at bøn til Gud sammen med gavmildhed og anger kunne være en god erstatning for det blodige offer. Rabbi Elieser udtrykte det således: "Tre elementer erstatter en hård forordning. De er bøn, gavmildhed og anger."

c.     Nogle rabbinere har ment, at dersom jøderne holder fred med hinanden, bliver de sparet for Guds vrede på Yom Kippur. Rabbi Elazar har udtalt: "... for selv om Israel tilbeder fremmede guder - blot de holder freden og er samlet, vil de blive sparet for den Almægtiges dom."

d.    Nogle jøder henviser til fredens retfærdige gerninger, og mener, at de er nok til offer for Israel.

e.     Nogen mener, at der også var andre retfærdige i Israel, som de kan bruge som mellemmænd mellem Gud og mennesker.

f.      Nogle henviser til de småbørn og deres uskyldighed overfor Gud.

g.     Nogle mener, at oplæsningen af offerlovene er nok til, at forsoningen kan finde sted.

h.    Andre igen mener, at Abrahams ofring af Isak er nok til, at forsoningen kan finde sted.

i.      Nogen mener at kærligheden kan være nok som sonoffer mellem Gud og menneskene.

Men ingen af disse forhold kan bringe frelse eller forsoning til jøderne. Det eneste, som kan bringe forsoning, er troen på Jesus fra Nasaret som verdens frelser og jødernes Messias. Dersom jøderne ikke vil tro på Jesus, så har de ingen forsoning for deres synder i dag, men således skal det ikke være for bestandig. Engang i fremtiden vil de omvende sig til Jeshua fra Nazaret - det vil ske på Yom Kippur-dagen engang i fremtiden.

Den store forsoningsdag peger derfor fremover mod jødernes frelse og Jesu genkomst. Efter at jøderne har erkendt deres store fejltagelse og store nationale synd ved at forkaste den, som Gud har sendt, Jesus Messias, skal han komme tilbage på himmelens skyer og frelse hele folket.

Denne store frelsehistoriske begivenhed skal ske ca. 2000 år efter Jesu første komme: Jeg vil gå min vej, jeg vil vende tilbage til mit sted (himmelen) og indtil de erkender sig skyldige og søger mit åsyn i deres trængsel (den store trængsel) skal de lede efter mig: Kom! Lad os vende om til Herren, for det er ham, der har sønderrevet, men han vil også læge os, han slog, men han vil også forbinde os. Han vil gøre os levende efter 2 dage (2000 år), på den 3. dag (i 1000-årsriget) vil han oprejse os og vi skal leve for hans åsyn.Hoseas 5:15 - 6:2.

For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Jesu sidste ord til farisæerne og de skriftkloge efter sine 7 frygtelige véråb over dem i Mat. 13:39.

De 10 dage mellem nytår og den store forsoningsdag bliver den tid for jøderne, hvor de vil orientere sig mere og mere mod Jesus fra Nasaret. De vil efterhånden forstå, at de begik en stor fejl, da de indgik en fredspagt med Anti-Messias. Desuden vil han efter 3½ år bryde denne pagt, invadere Israel og kræve guddommelig tilbedelse i templet.

Den kristne menigheds bortrykkelse vil også blive et stort tegn for jøder og for hele verden angående Guds eksistens. Når de kristne forsvinder ved bortrykkelsen, bliver det klart for alle, at Jesus fra Nazaret var og er jødernes Messias, for det var dem, som troede på ham, der i et splitsekund blev bortrykket til himmelen.

Den store forsoningsdag er også blevet kaldt for genkomstens sabbat. Dette genspejler to forhold:

a.     For det første vil jøderne komme tilbage til Gud ved at de kommer til tro på Jesus fra Nasaret på denne dag.

b.    For det andet vil bortrykkelsen udløse Jesu genkomst til jøderne. De skal se op til ham, de har gennemstunget på korset, og derefter skal han komme tilbage og hans fødder skal stå på Oliebjerget: Zak. 12:10 & 14:4.

På den store forsoningsdag gentog jøderne også det egentlige navn på Gud, efter at ypperstepræsten havde udtalt det på den rigtige måde. Derefter bøjede de knæ og tilbad Gud. Det samme vil ske i forbindelse med jødernes omvendelse i endens tid. De vil da som folk og nation for første gang udtale det rigtige navn på deres Messias, som er Jeshua fra Nazaret og de vil bøje knæ for ham, som er Kongernes Konge og Herrernes Herre.

De forskellige ceremonier på den store forsoningsdag bliver afsluttet med, at der blæses i en stor basun. Denne blæsning kaldes Shofar ha Gadol og den bliver blæst, idet templets porte bliver lukket ved afslutningen af Yom Kippur.

Denne basun symboliserer jødernes samling til Israel. Gud vil samle sit ejendomsfolk i Israel og det vil ske på den store forsoningsdag. Han vil samle dem, efter at denne basun har lydt. Det er i Israel, jøderne bliver frelst: Es. 27:12-13 og Mat. 24:31.

For både jøder og hedninger er Jesus fra Nasaret den, som opfylder alt det, der i den gamle pagt foregik på den store forsoningsdag. Medens den store forsoningsdag for de kristne er Langfredag, som falder den 16. nisan, så vil Gud forsone sig med jødefolket den 10. tishri. Vi kender ikke årstallet for denne forsoning, men efter at den kristne menighed er bortrykket, vil der gå 7 år til jødernes omvendelse.

I Israels historie har flg. 2 hændelser sket på den 10. tishri:

Aron udførte den første forsoning for jøderne i ørkenen: 4. Mos. 16:1-28.

Israel blev angrebet af araberne i år 1973 efter Messias.