In english pleaseLuk

Vi bruger vi cookies - bl.a. til at samle statistik. Vi begynder, når du klikker dig videre eller lukker denne boks. Du kan sige nej tak til cookies her. Læs mere om cookies.

 

 

Apostlenes Gerninger

Dato for offentliggørelse
13 Aug 2013 23:15
Forfatter
Oskar Edin Indergaard

Emner
Ny-testamentlige menigheder

Apostlenes Gerninger. af Oskar Edin Indergaard.
Oversat til dansk af Uffe Nissen, Danmark.

 

Vi kunne ligeså vel have kaldt dette Skrift for Den Hellige Ånds Gerninger eller Jødernes Forkastelse Af Tilbudet 0m Oprettelsen Af Riget For Israel. Vi deler Apostlenes Gerninger op i 2 store afsnit:

 

a.     Den Petriske periode. (Ap. Gr. 1-12) I denne tid var Peter den ledende. De 12 apostle, de 70 og Jakob forkyndte "Riget for Israel" i Israel.

b.    Den paulinske periode. (Ap. Gr. 13-28.) I denne tid var Paulus den ledende. Han og hans medarbejdere forkyndte Jesu forsoning for jøderne og de paulinske hemmeligher for den kristne menighed. De forkyndte for jøder og hedninger ude i diasporaen. Begge disse grupperingene ble benevnt som "hedninger". De første var "jødiske hedninger". Den andre gruppen var "ikke-jødiske hedninger". Ved slutningen af denne periode (kap. 21:17-23:10) forkyndte Paulus også for en del av jøderne i Israel.

 

Først gikk Paulus med evangeliet om Jesu forsoning til jøderne. Når de forkastet det, dannet han sine egne forsamlinger, som bestod både av jøder og hedninger. De brevene, som han skrev til dem, angikk Jesu forsoning og de paulinske hemmelighederne.

Dersom vi bare hadde hatt Apostlenes Gjerninger, så hadde vi ikke visst mye om det spesielle i Paulus undervising, men heldigvis så har vi de 13 Pauli brev hvor han utdypet sin lære.

Evangeliet om Jesu forsoning var til jødrene først og deretter til hedningene. Da jøderne som folk og nasjon ikke ønsket å ta imot dette evangeliet, så kom de inn under Guds dom og inn i den store forherdelsen som de lever i i inneværende tidshusholdning. I dag er er evangeliet stort sett til bare hedningene, for jøderne forstår det ikke, for Gud har lagt et åndelig dekke over deres hjerter, slik at de ikke kan se og forstå at Jesus er deres frelser og konge, men når de omvender seg til Herren i den store trengselen, blir dette dekket tatt bort. (2.Kor.3,11-16.)

Dette er ingen fullstendig kommentar av Apostlenes Gjerninger, men jeg vil ta op viktige sider ved den.

 

De 12 apostle er ikke nævnt i Apostlenes Gerninger efter kap. 15. Det betyder, at det budskab de for-kyndte, var et ANDET BUDSKAP end det Paulus forkyndte. De forkyndte Riget for Israel både i Israel ude i diasporaen. Jøderne i Israel havde forkastet tilbudet om oprettelsen af Riget, men jøderne i diasporaen måtte også få høre evangeliet om Riget og Jesu forsoning. Der var ca. 1 million jøder i Israel på den tid og 1-2,5 millioner jøder i diasporaen.

Nådetiden for jøderne stod endnu ved magt. Dersom de omvendte sig, holdt Jesu bud, lod sig døbe og kom til tro på Jesus, ville han komme tilbage og oprette Riget for dem.

Denne periode var en overgangsperiode, hvor mange af Rigets manifestationer blev forkyndt og var i funktion. Det gjaldt også Pauli undervisning. Han underviste om det, han havde kendskab til. Når Den Hellige Ånd viste ham nye ting og nye sammenhænger, forandrede han sin undervisning i samklang med de nye åpenbaingene. Af sådanne manifestationer, som hørte med til Rigets forkyndelse, kan vi nævne: Familiedåb, vanddåb, håndspålæggelse, lodkastning ved afgørelser, tro for at blive helbredt, salving af olie for helbredelse og stærke undergerninger. I og med, at det teologiske indhold i Apostlenes Gerninger beskriver både Rigets lære og den kristne menigheds lære, må vi kunne skelne mellem disse. Hvis vi ikke er opmærksomme på dette, kan vi være helt sikre på, at vi blander disse to evangelieforkyndelser sammen.

Det er lægen Lukas, som har skrevet Apostlenes Gerninger. Han var med Paulus på flere af hans missi-onsrejser. Det er skrevet ca. år 63.

 

KAPITEL 1

1.       Da de var kommet sammen, spurgte de ham: Genrejser du på den tid "Riget for Israel? v. 6. Riget kunne være blevet oprettet, hvis jøderne havde taget imod Jesus og apostlenes forkyndelse om dette Rige.

2.       Apostlene havde allerede fået Den Hellige Ånd som frelsespant. Johs. 20:22.

3.       Johannes døbte vel med vand, men I skal døbes med Den Hellige Ånd ikke mange dage herefter. v. 5. For at nådegaverne skulle fungere i apostlenes liv, måtte de også blive døbt med Den Hellige Ånd. Det græske ord, som er brugt her, er en. Det bliver oversat ved med, af og i. Åndsdåben er en aktivering af Den Hellige Ånd. Alle troende får Den Hellige Ånd ved deres omvendelse, men det er ikke bestandigt at Den Hellige Ånd bliver aktiveret i deres liv, så nådegaverne udfoldes i alle deres funktioner.

4.       Jesus fornyede missionsbefalingen til sine apostle om at gå ud med evangeliet om Riget lige til jor-dens ende: I skal være mine vidner både i Jerusalem, Judæa og Samaria og lige til jordens ende. v. 8. Apostlene skulle forkynde først i Israel og derefter gå ud til alle folkeslagene i hele verden. Jødernes omvendelse ligger implicit i denne missionsbefaling, men den kan ikke blive udført, før jøderne om-vender sig som folk og nation. Dette er en missionsbefaling for 1000-årsriget, som også de andre missionsbefalinger i evangelierne er det.

5.       Efter Lovens krav måtte der være 2 vidner til Jesu himmelfart, v. 10.

 

KAPITEL 2

1.       De, som var mødt op på Pinsefestens dag, fik både Den Hellige Ånd som frelsepant og en aktivering af Den Hellige Ånd på én og samme tid. v. 4.

2.       Løftet om Den Hellige Ånd var et løfte til jøderne og de hedninger, som ville slutte sig til jødedom-men, v. 11 og 39.

3.       Da jøderne så og hørte det, som skete på Pinsefestens dag, spurgte de Peter og de andre apostle, hvad de skulle gøre. Peter sagde: Omvend jer og enhver af jer lade sig døbe på Jesu navn til syndernes forladelse, så skal i få Den Hellige Ånds gave. v. 38. Der blev stillet to krav til jøderne. De skulle omvende sig, det vil sige, at de skulle leve i samklang med Jesu bud, og de skulle tage vanddåben. Dette krav blev stillet til jøderne, for at de skulle kunne få del i frelsen. Det er et udtryk for betinget nåde. Sådan er det ikke i vores tidsperiode - det er nok at tro på Jesus for at blive frelst. Dette er udtryk for den ubetingede nåde.

4.       Peter var ikke opmærksom på, at Jesu død og opstandelse var basis for syndernes forladelse. Han anklagede jøderne for, at de havde korsfæstet Messias. v. 36.

5.       Mange tegn og undere blev gjort ved apostlenes hænder. v. 43. Det var manifestationer på, at Riget var kommet og at det kunne være blevet oprettet i sin fulle bredde i forbindelse med Jesu første komme. Disse mani-festationer følger også den kristne kirke, men de er ikke så udbredt i dag, som de var i den første tid. Det vigtigste i vor tidsperiode er ikke undergerninger og tegn, men udtagelsen af den kristne menighed, som er Jesu legeme.

 

6.       Den hebraiske menighed var afhængig af ydre ceremonier og undergerninger. Det skulle understre-ge overfor jøderne, at det som skulle ske var fra Gud, og at Gudsriget var i færd med at blive oprettet.

7.       Den kristne menighed har ikke jordiske løfter og har derfor mindre behov for, at Guds kraft skal vise sig i ydre manifestationer. Vi er sat ind i de himmelske kræfter, hvor alt er perfekt. Guds nåde er nok for os - også når vi lider.

8.       Medlemmerne solgte det de ejede og havde alt fælles, v. 44, Det var også et krav i Rigets undervisning, at man skulle sælge det man havde, og give det til de fattige. Det baserede sig på Moseloven og på Jesu lære, som siger, at man skal dele med andre det man har. Man skal også dele sine ejendele med dem, som man véd ikke kan betale tilbage. Luk. 6:27-36.

9.       På Pinsefestens dag blev der lagt 3000 jøder til den messianske menigheden, som blev døbt med vanddåben. Det var også en forudsætning for frelsen i Rigets forkyndelse, v. 41.

10.   Hver dag blev der lagt nogle til menigheden, som lod sig frelse, v. 47. Det var ikke den kristne me-nighed, som senere blev etableret ved Pauli undervisning, men den messianske menighed i Israel. Den hørte med i Riget for Israel.

 

KAPITEL 3

1.       Manden, som lå ved den skønne tempelport, er et billede på Israel. Han var vanfør fra moders liv, men blev helbredt ved troen på Jesu navn. Store dele af Israel var vanfør i åndelig forstand. Israel kunne også være blevet helbredt, hvis jøderne havde taget imod Jesus og troet på hans navn, v. 1-12.

2.       Peter formanede jøderne til at omvende sig og komme til tro på Jesus. Når det skete, ville Jesus komme tilbage og oprette Riget for dem, v. 19. Forsoningen var gjort afhængig af anger og af at jø-derne holdt Jesu bud. Den var betinget. Sådan er det ikke i dag. Vi er tilgivet vore synder ved troen på Jesus.

3.       Jesu genkomst var også betinget af, at jøderne angrede og holdt Jesu bud. Jesu komme for den krist-ne menighed er ikke betinget af dette. Når Jesu legeme er fuldt, kommer han for at hente sine.

4.       Samuel var den første store profet efter Moses, v. 24.

 

KAPITEL 4

1.       Den jødiske menighed voksede hurtigt i Jerusalem. Der kom 5000 nye troende til tro på Jesus, v. 4.

2.       Apostlene blev truet af Det Høje Råd (Sanhedrin) om ikke mere at tale om Jesus. De svarede: Vi kan ikke lade være at tale om det, vi har set og hørt. v. 18-20.

3.       - idet du udrækker din hånd til helbredelse og til tegn og undergerninger ved din hellige tjener Jesu navn v. 30. Rigets manifestationer var bl.a. helbredelser, tegn og undere.

4.       Og da de havde bedt, rystedes det sted hvor de var samlet, og de blev alle fyldt med Den Hellige Ånd, og de talte Guds Ord med frimodighed. v. 31. At jorden rystedes, hørte også med til Rigets manifestationer, og det er ikke det normale i vor tid. De blev også fyldt med Den Hellige Ånd, selv om de var fyldt på et tidligere tidspunkt, 2:4. Det betyder ganske enkelt, at Den Hellige Ånd i dem blev aktiveret på en stærk måde. I den første tid blev alle troende fyldt med Den Hellige Ånd, sådan burde det også være i vor tid, men på grund af forkert forkyndelse og forståelse af Guds ord, sker dette desværre ikke med alle troende.

5.       De troende solgte det de ejede og havde alting fælles, v. 32-35. Således skal det også blive i 1000- årsriget. Det var et krav til dem, som ville være med i Riget, at de måtte dele deres ejendele med de fattige. Dette baserede sig på Moseloven. I vor tidsperiode forlanges ikke, at man sælger alt det man eje, for at være medlem af Guds rige.

6.       Josef med tilnavnet Barnabas var Levit. Han kunne ikke have ejendom i Israel, og derfor solgte han denne ejendom og gav pengene til fællesskabet, v. 36. Dette var også i samklang med Jesu lære. Han gik senere over til Pauli lære og blev hans medarbejder.

7.       Apostlene bad ikke om at slippe for forfølgelse, men at de måtte tale Guds Ord med frimodighed, v. 29.

 

KAPITEL 5

1.       Ananias og Safira solgte også deres ejendom, men de skjulte en del af pengene og ville have dem for sig selv. På grund af dette måtte de lade livet, v. 1-11. Dette kunne aldrig være sket i den frie nådes tidsperiode. Det var Rigets love, som var i funktion.

2.       Peter og apostlene begyndte at forstå sammenhængen mellem Jesu død og opstandelse og jødernes forsoning. Det havde de ikke forstået gennem Jesu undervisning eller efter Pinsefestens dag, v. 31.

 

KAPITEL 6

1.       Medlemmerne i den jødiske menighed lå i strid med hverandre. De jøder som talte hebraisk, så ned på de jøder, som talte græsk, v. 1.

2.       Der blev udpeget 7 mænd, som skulle fordele maden og pengene. 6 af dem var græsktalende jøder, mens 1 var hedning (Nikolaus). Stefanus og Filip var blandt de 6, v. 5.

3.       De 12 apostle prioriterede bøn og forkyndelse fremfor de praktiske gøremål, v. 4.

4.       En stor mængde præster kom til tro, v. 7. Måske én af grundene til det var det, som skete med for-hænget i templet, da Jesus udåndede på korset - det blev flænget fra øverst til nederst.

5.       Stefanus var fuld af nåde og kraft, og gjorde undergerninger og store tegn blandt folket, v. 8. Det er det, som står i Mark. 16:17: "Også disse tegn skal følge dem, som tror." Dette udsagn angår ikke den kristne menighed, det angår den jødiske menighed. En af grundene til, at vi kun ser lidt af disse un-dergerninger i vor tid, er det forhold, at den kristne menighed ikke er bygget på undere og tegn, men på tro og Guds nåde. Vi må lære at fordele Guds Ord på en ret måde. Vi må skelne mellem det, som er sagt til jøderne og det. som er sagt til den kristne menighed.

 

KAPITEL 7

1.       Abraham havde et ophold på 25 år i Karan, v. 4.

2.       George Williams hævder i sin Bibelkommentar, at kap. 7 er det sidste kald til de 2 stammer i Israel til at modtage kongedømmet. Nu gik forkyndelsen ud til de 10 stammer. Tilbuddet endte ved Jerusalems ødelæggelse i år 70.

3.       Abraham blev udkaldt af nåde. Gud tog sig en afgudsdyrker til at fremme sine planer.

4.       Stefanus anklagede de religiøse ledere i Israel for, at de ikke havde holdt Mose Loven, v. 53. Stefanus henviste til Loven i sit forsvar mod de skriftlærde og farisæerne. Det kan vi ikke gøre i vor tidsperio-de. Loven er ophævet som indirekte frelses tilbud.

5.       Ved steningen skulle det første officielle vidne skubbe den fordømte ned fra en 2,75 meter høj af- sats. Det andet vidne skulle kaste den første sten, v. 59.

 

KAPITEL 8

1.       I forbindelse med mordet på Stefanus blev der en stor forfølgelse af den jødiske menighed i Jerusa-lem. Alle undtaget de 12 blev adspredt udover Israel.

2.       Filip drog til Samaria og forkyndte evangeliet om Guds rige og Jesu Kristi navn og mange lod sig dø-be, v. 12. De blev døbt til den Herre Jesu navn, v. 16. Vanddåben var obligatorisk i Rigets forkyndel-se, det er den ikke i vor tid. Vanddåben hørte med til Moseloven og Jesu undervisning. Den hører ikke med til det paulinske system.

3.       De, som blev frelst i Samaria, fik Den Hellige Ånd med det samme, men de fik ikke Åndsdåben, som er en aktivering af Den Hellige Ånd. Efter at Peter og Johannes var kommet fra Jerusalem og havde lagt hænderne på dem, fik de Åndsdåben, v. 18. I Rigets forkyndelse blev Guds kraft og Guds ordninger overført ved håndspålæggelse.

4.       Denne aktivering af Den Hellige Ånd kan ske i forbindelse med modtagelse af Den Hellige Ånd eller på et senere tidspunkt. Den Hellige Ånds dåb er for alle, men på grund af forkert forkyndelse og tra-dition sker dette desværre ikke hos alle kristne i dag. Mange troende ser på Den Hellige Ånds dåb som sekterisk og noget, som er farlig.

 

KAPITEL 9

1.       Saulus forfulgte de troende af den jødiske menighed både i Israel og lige til Damaskus. Han blev frelst på en dramatisk måde udenfor Damaskus. Dette skete i år 37 efter Messias, v. 1-8.

2.       Ananias lagde hænderne på ham og han fik synet igen efter at han havde været blind i tre dage, v. 9 og 17. De 3 dage symboliserer de 2000 år, hvor jøderne ikke havde været i centrum for Guds planer. De har stået på sidelinien og set, hvorledes Gud handlede med hedningerne, men Gud skal føre dem ind igen i sine planer med folket og med landet, Rom. 11:29.

3.       Efter at Saulus (Paulus) blev frelst, blev han døbt med Rigets dåb. Ap. Gr. 22:16.

4.       Før Ananias opsøgte Saulus, åbenbarede Herren for Ananias hvilke planer han havde med hans liv: Et udvalgt redskab til at bære mit navn frem for både hedninger og konger og for Israels børn (Efraimi diasporaen), v. 15.

5.       Dette var et brud på det oprindelige program, som jøderne havde. De skulle først gå til jøderne. Når de blev frelst, skulle de gå til hedningerne med evangeliet om Riget. Pauli primære opgave var at forkynde det nye budskab om den frie nåde til hedningerne. Han skulle ikke forkynde for jøderne i Israel. Han skulle heller ikke forkynde i de messianske menigheder i diasporaen, det skulle apostlene tage sig af. Ude i diasporaen gik han først til de jødiske synagoger. Da de ikke ville underkaste sig hans undervisning, brød han med dem og dannede nye menigheder, som bestod af både jøder og hedninger. Dette betyder, at man havde tre typer menigheder ude i diasporaen, og det var:

 

a.     De jødiske synagoger.

b.     De messianske forsamlinger.

c.     De paulinske forsamlinger.

 

1.       Rigets budskab angår Israel og alle nationer. De skal samles ind i Riget. Den frie nådes budskab gæl-der folk, som er taget ud fra både Israel og nationerne. Det er enkeltindivider, som bliver frelst i vor tid og ikke hele nationer.

2.       Efter sin omvendelse i år 37 skiftede Saulus navn til Paulus og forkyndte i synagogerne i Damaskus om, at Jesus var Guds Søn, v.  20. Dette udtryk betyder både, at Jesus havde et forhold til Gud og at Jesus er Gud. At være søn af betyder at være lig med.

3.       Han beviste også ud fra Skrifterne (Tanach), at Jesus var Messias, v. 22.

4.       Efter at Saulus blev frelst, tog Gud ham til side i en periode på 3 år. Han var da i Arabien (Petra), og Gud underviste ham om den nye tidsalder og det nye budskab, som han skulle forkynde for hedninger, konger og Israels børn, v. 15.

5.       Efter at have været i Arabien i tre år drog han tilbage til Damaskus og til Jerusalem. Dette skete i år 40. Dér var han sammen med apostlene og talte frimodigt til de græsk-talende jøder om frelsen i Je-sus Kristus. De ville tage livet af ham og han blev sendt til Tarsus, v. 20-30. I år 44 blev han hentet af Barnabas til Antiokia, Ap. Gr. 11:25. Han grundlagde også menigheder i Lilleasien før sin første mis-sionsrejse.

6.      Tabita var rig på gode gerninger og gav mange almisser, v. 36. Dette hørte med til Rigets forpligtelser. Den, som ville arve Riget for Israel, måtte være rig på gode gerninger og give mange almisser.,

 

KAPITEL 10

1.       Peter gik til Kornelius og hans hus efter åbenbaringen fra Gud. Gud viste ham, at hedningerne ikke var urene, men at de hørte med til Guds rige, v. 10-16. Dette var ikke noget nyt, for både Tanach og NT siger, at også hedningerne har del i Riget for Israel.Hver den som påkalder Guds navn, skal blive frelst, 2:21. For løftet hører jer til og jeres børn og alle dem som er langt borte (hedningerne), så man-ge, som Herren vor Gud kalder, 2:39.

2.       Peter fortsatte med å åbne Guds rige for hedningerne, Filip havde dog åbnet det på et tidligere tidspunkt for den etiopiske høvedsmand og da han gik til Samaritanerne med evangeliet om Riget, kap. 8.

3.       Kornelius havde også de rette forudsætninger for at blive frelst, som var:

 

4.       Han var from.

5.       Han frygtede Gud. Det vil sige han holdt Guds bud.

6.       Han gav mange almisser til de fattige.

7.       Han bad altid til Gud, v. 2.

8.       Peter sagde til Kornelius og hans hus: Men blandt ethvert folkeslag tager han imod den, som frygter ham (holder Loven eller de love, som hedningerne skulle holde.) v. 35. Dette udsagn giver udtryk for Lovens retfærdighed. Der er betingelser knyttet til denne tale. Betingelserne er i forkant af frelsen.

9.       Peter forkyndte Rigets budskab til Kornelius og hans hus, og de blev medlemmer i den messianske forsamlingen som proselytter. (Se 15:14-15.) (Se min artikkel på min internettside: Apostelmøtet i Jerusalem.)

 

10.   Peter forkyndte ikke bare menneskets egen retfærdighed. Han forkyndte også Guds retfærdighed, som er den anden komponent i Rigets forkyndelse. Han giver alle profeterne det vidnesbyrd, at enhver som tror på ham, får syndernes forladelse ved hans navn. v. 43.

11.   Mens Peter talte faldt Den Hellige Ånd på alle dem, som hørte Ordet, v. 44, og de talte med tunger og lovpriste Gud, v. 46. I dette tilfælde fik de både Den Hellige Ånd som pant på frelsen og Åndsdåben på én og samme tid.

12.   Efter alt dette blev de døbt med vand, v. 47. Dette var Rigets dåb og det normale var, at den skulle være i forkant af genfødelsen. I og med, at den kom til slut, peger også dette udover den messianske forsamling, som ventede på Riget for Israel.

13.   I det hele taget må vi være opmærksomme, på at denne tid var både en mulighedens tid for oprettel-sen af Riget og en overgangstid mellem Riget og den kristne menighed. Det læremæssige var endnu ikke fastlagt for den kristne menighed. Paulus havde endnu ikke fået udformet fuldt ud den kristne lære, og derfor så brugte han også Rigets elementer i sin forkyndelse. Han forkyndte til enhver tid det, som han havde fået kundskab om.

 

KAPITEL 11

1.       De andre apostle og brødrene i Jerusalem kritiserede Peter da de fik at høre, at han havde forkyndt evangeliet om Riget til hedningerne. De gav sig på det, da Peter fortalte dem hvad der skete, v. 1-17. De blev glade over at Gud også havde givet hedningerne omvendelse til livet, v. 18.

2.       De burde ikke have reageret negativt på hedningernes omvendelse, for dette var forudsagt i Tanach, og Jesus havde nedlagt det i missionsbefalingen i Mat. 28:18-20, men de tænkte måske, at før hed-ningerne kunne komme ind i Riget, måtte jøderne blive frelst, og det var ikke sket endnu.

3.       I forbindelse med mordet på Stefanus blev der en stor forfølgelse af den jødiske menighed i Jerusa-lem. De troende jøder med undtagelse af apostlene blev tvunget til at flygte. Nogle af dem drog til Antiokia, men de talte ikke ordet til andre end jøder, v. 19.

4.       Blandt dem, som kom til Antiokia, var der også nogle mænd fra Kypros og Kyrene. Men de forkyndte evangeliet om den Herre Jesus også til grækerne og der udbrød en stor vækkelse blandt grækerne, som var hedninger, v. 20-21. Dermed havde den jødiske menighed i Antiokia fået et stort indslag af genfødte hedninger, og det vakte bekymring i Jerusalem.

5.       Barnabas blev sendt fra Jerusalem til Antiokia for at få oversigt over vækkelsen. Da han så omfanget af den, forstod han, at dette kunne jøderne ikke klare alene. Disse grekerne forkynte det paulinske budskab -så langt som det var gjort kendt på det tidspunkt. Barnabas hentet Paulus fra Tarsus i Kilikia og gikk over over til Pauli lære, v. 22-26.

6.       Menigheden i Antiokia var oprindelig en jødisk, messiansk forsamling, som kun bestod af jøder. Det ses af tre forhold:

 

         a.  Barnabas blev sendt fra Jerusalem for at få en oversigt over vækkelsen i Antiokia, v. 22.

b. Der kom nogle profeter fra Jerusalem til Antiokia. Profeten Agabus kom med en profeti om, at der skulle komme en hungersnød over Israel, v. 27.

c. Der blev samlet penge ind fra menigheden i Antiokia til menigheden i Jerusalem. Pengene blev taget med af Barnabas og Paulus, v. 27-30.

 

7. I Antiokia blev de troende for første gang kaldt kristne, v. 26. Det betyder dem, som hører Kristus til. Udtrykket bruges 3 gange i Ap. Gr. og det er 11:26, 26:28 og 1. Peter 4:16. Denne betegnelsen er brugt om de messianske troende i den jødiske menighed og om de troende i de paulinske forsamlinger. Det er en fællesbetegnelse.

Barnabas blev et af bindeleddene mellem den messianske forsamlingen i Jerusalem og de paulinske menigheder. Når Paulus og Barnabas arbejdede blandt jøderne, blev Barnabas nævnt først. Når de arbejdede blandt hedningerne, blev Paulus nævnt først. Se 11:30, 12:25, 13:1 og 13:50.

 

KAPITEL 12

1.       Mary var søster til Barnabas, v. 12. Hun var mor til Johannes Markus. Han var med Barnabas på hans første og anden missionsrejse. Barnabas var onkel til Johannes Markus, som skrev Markus-evangeliet.

2.       Efter at Peter var blevet udfriet fra fængselet af en engel, 4-10, trak han sig tilbage til et ukendt sted og overlod ledelsen til Jakob og brødrene, v. 17. Dette gjorde han, fordi myndigheden i Jerusalem var ude efter at fængsle ham på ny. Dette peger også fremover mod den nye tid. Efter apostelmødet i Je-rusalem 49-50 er apostlene eller Jakob heller ikke omtalt i Ap. Gr. Vi kender en del til deres virk-somhed gennem de breve de skrev. Indholdet i disse hører også med til Rigets forkyndelse. De er skrevet til de jødiske menigheder ude i diasporaen. De er ikke skrevet til de paulinske menigheder.

3.       Barnabas og Saulus tog med sig Markus Johannes til Jerusalem, v. 25.

 

KAPITEL 13

1.       Kapitel 13 indleder det vi kalder for Pauli gerninger. Det er ikke længere de 12 apostle, der her er i funktion og efter kapitel 15 hører vi ikke mere til dem.

2.       Menigheden i Antiokia var oprindelig en jødisk menighed, men den gik over til at blive en paulinsk menighed. Den blev ledet af 5 personer: Barnabas, Simon (Niger), Lukas, Mananen, og Paulus. De var profeter og lærere, v. 1.

3.       Det var Den Hellige Ånd, som udtog Barnabas og Saulus til den gerning han kaldte dem til, v. 2. Den første missionsrejse varede fra 45-47 og begyndte i Antiokia. Begge var udtaget til denne gerning af Den Hellige Ånd, de var ikke udsendt af de 12 apostle i Jerusalem.

4.       De begyndte først i den jødiske synagoge på Kypern. Elymas eller Barjesus, som var jødisk trold-mand og en falsk profet, er et billede på den jødiske nation, som var modstander af Pauli budskab om den frie nåde, v. 6.

5.       Her fik Saulus også et nyt navn og det var Paulus. Det første betyder udbedt, medens det andet bety-der lille, v. 9.

6.       Da de kom til Perge i Lilleasien drog Markus Johannes hjem til Jerusalem. Han ønskede ikke at være sammen med dem længere, v. 13. Der kan være flere grunde til at han forlod dem:

 

a.        Han var for ung til at være med på en så slidsom tur.

b.       Han var heller ikke udsendt af Den Hellige Ånd, men det var Barnabas og Paulus, som ville have ham med.

 

7.  Fra Perge drog de til Antiokia i Pisidia. Der forkyndte de i den jødiske synagoge, som også rummede hedninger eller gudfrygtige. De forkyndte, at Jesus var opfyldelsen af et løfte, som var givet til fæd-rene, v. 32.

8.   De forkyndte videre, at det var troen på Jesus, som gav syndernes forladelse og ikke overholdelsen af Moseloven, v. 38-39.

       9.   De advarede jøderne mod ikke at tage imod Jesus, v. 40-41.

      10.   De formanede de jøder, som havde taget imod den nye tro, at de måtte holde fast ved Guds nåde, v. 43. De forkyndte et rent nådesbudskab i en jødisk synagoge.

     11.   Den næste sabbat kom næsten hele byen sammen for at høre Herrens Ord. Da jøderne så det, blev de nidkære og modsagde og spottede Pauli budskab, v. 44-45.

     12.   Den jødiske synagoge blev derved DELT I TO. Den ene del holdt fast ved den jødiske tro, mens den anden gik over til det paulinske evangelium.

 

    13.   De sagde da til jøderne: Det var nødvendigt, at Guds Ord blev talt FØRST til jer, men siden I støder det fra jer og ikke agter jer værdige til det evige (tidsalderlige) liv, så vender vi os nu til hedningerne. For således er Herrens bud til os: Jeg har sat dig (Paulus)til et lys for hedningerne, for at du skal være til frelse indtil jordens ender. v. 46-47.

   14.   Det var et princip i Pauli forkyndelse, at jøderne skulle høre evangeliet om den frie nåde først. Jøderne havde FØRSTERETT til at få del i Jesu legeme som den nye frelsesforsamling, der blev udtaget ved hans forkyndelse: Rom. 1:16.

   15.   Da jøderne ikke ville tage imod budskab i de byer, hvor han forkyndte det, vendte han sig til hednin-gerne.

   16.   Selv om de paulinske hemmeligheder ikke er nævnt i Tanach, er der mange udsagn, der omtaler det forhold at jøderne ikke kom til at tage imod Jesus. Hedningerne derimod kom til at tage imod ham. Se, Es. 42:6 og 49:6.

   17.   Hedningerne blev glade over, at de var udtaget til frelsen og de priste Herrens Ord og modtog troen så mange, som var udset til evigt liv, v. 48.

   18.   Men jøderne rejste en forfølgelse mod Paulus og Barnabas og jog dem bort. De drog til Ikonium, v. 50-52.

 

KAPITEL 14

 

1.       I Ikonium kom en stor mængde af jøder og grækere til troen, men jøderne rejste også her en forføl-gelse af dem. Nogen holdt med jøderne, mens andre holdt med Paulus og Barnabas, v. 1-6.

2.       I Lystra traf Paulus en mand som var vanfør fra mors liv. Han blev helbredt, for Paulus sagde, at han havde tro til at blive helbredt, v. 9. Her giver Paulus udtryk for et krav, som hørte med til Rigets for-kyndelse. De, som blev helbredt i denne forkyndelse, måtte have tro for at blive helbredt. Således er det ikke i den frie nådes tidsperiode. I dag bliver mennesker helbredt på grund af Guds nåde. Vi bli-ver helbredt, om vi har tro eller ikke, men på grund af, at Paulus ikke endnu kendte alle hemmelig-heder med nåden, forkyndte han det, som han kendte til.

3.       I Lystra blev Barnabas kaldt for Jupiter (Zeus) og Paulus for Merkur (Hermes), for det var ham, der førte ordet, v. 12.

4.       Paulus blev stenet, men ved et Guds under beholdt han livet. Tiden var endnu ikke kommet til at han skulle dø, v. 19.

5.       De drog videre til Derbe, hvor de også vandt mange tilhængere, v. 20-21.

6.       De drog tilbage til Lystra, Ikonium og Antiokia. De sagde: Vi må indgå i Guds rige gennem mange trængsler, v. 22. Med udtrykket Guds rige menes der ikke her Riget for Israel, men den kristne me-nighed, som også er en del af Guds rige. Den udgør den himmelske fase af Riget for Israel, som også er en del af Guds rige, når det bliver etableret.

7.       De udvalgte ældste i hver by, v. 23. Det ord  som er brugt her, er på græsk presbyteros. Det betyder, at der i enhver menighed skal være flere ledere, hyrder eller pastorer. De skal aflaste hinanden og dele ansvaret med at lede menigheden.

8.       Efter at have været på rejse i 3 år, kom de tilbage til Antiokia i Lilleasien, hvor de blev 2½ år, v. 28.

 

KAPITEL 15

1.       Der blev indkaldt til menighedsmøde i Jerusalem i årene 49-50, hvor Pauli forkyndelse om den frie nåde blev diskuteret. Der var kommet krav om det fra farisæernes parti i Jerusalem, som krævede at de hedninger, der kom til tro på Jesus, måtte blive omskåret og holde Moseloven, v. 1-5.

2.       De forstod ikke, at de hedninger, som havde taget imod troen, ikke måtte slutte sig til Israel, tage omskærelsen, vanddåben og holde Moseloven. De baserede denne vurdering på skriftsteder som Es. 56:6-7, 60:1-3 og Zak. 8:13 og 23, hvor der står, at Riget var først til jøderne og derefter til hed-ningerne. De henviste til den rækkefølge, som dele af Tanach beskriver, når det gælder oprettelsen af Guds rige på denne jord, men de havde glemt, at Tanach også hævder, at jøderne ikke ville modtage Messias, når han kom. (Se Esajas 53.) Jøderne stod overfor følgende valg:

 

a.     Hvis jøderne tog imod Jesus, ville Riget have blevet oprettet, og hedningerne ville være kommet ind som medlemmer i Riget.

b.    Hvis jøderne ikke tog imod Jesus, ville Gud handle videre med hedningerne, og jøderne ville blive sat til side som Guds folk. Det var det sidste, som skete. De Jesus-troende farisæere var ikke ubibelske, men de var udenfor Guds tidsskema, som det meste af forkyndelsen i dag også er.

 c.  Det var heller ikke apostlenes lære, som blev diskuteret på dette møde. Jøderne i den messianske forsamlingen skulle fortsat være under Moseloven eller Kristi første lov (Den nye pakten i Jesu blod), for de havde ikke fået nogen åbenbaring om, at de skulle underlægge sig Pauli forkyndelse.

  d.  Det blev heller ikke diskuteret, om de jøder, der hørte med til den paulinske forsamling, skulle blive omskåret og holde Moseloven i vandringen som troende. Det var hedningerne og deres forhold til Moseloven, som blev diskuteret.

 

3.   Efter at der havde været en skarp diskussion mellem farisæerne og de 12 apostle og de ældste, tog Peter ordet. Han sagde: Brødre, I véd, at allerede for længe siden gjorde Gud det valg blandt jer, at ved min mund skulle hedningerne få høre evangeliets ord og komme til tro. v. 7.

4.   Det var Gud, som havde bestemt, at Peter skulle gå til Kornelius' hus med evangeliet om Jesus. Han forkyndte Rigets program for dem, og de kom til å tilhøre den messianske forsamling som proselytter. (Se kap. 10.)

5.   Peter sagde videre: Og han gjorde ingen forskel mellem os og dem. I det han VED TROEN rensede deres hjerter. Hvorfor frister i nu Gud ved at lægge et åg (Moseloven) på disciplenes nakke, som hverken vi eller vore fædre var i stand til at bære? Men ved den Herre Jesu Kristi NÅDE tror vi, at vi bliver frelst på samme måde som dem. v. 9-11.

6.   Det var ikke noget nyt at Gud frelser ved tro. Det var et frelsesprincip, som havde fungeret op gen-nem hele frelseshistorien (se Hebr. 11). Men til trods for det var det ikke den frie nåde, Peter forkyndte i Kornelius' hus. Det var den betingede nåde. Peter havde i sin forkyndelse til hedningerne sagt at Gud tog imod dem, som FRYGTER HAM og GØR RETFÆRDIGHED (holder loven.) 10:35. Han stillede krav til hedningernes frelse. Vi må i det hele taget være opmærksomme på, at der er to retfærdighedsbegreber i Rigets forkyndelse, og de er:

 

a.     Menneskets egen retfærdighed, som er en ydre retfærdighed.

b.    Guds retfærdighed, som er den frelsende retfærdighed.

 

7.   Paulus derimod havde ikke villet udtrykke det på denne måde. Han ville have sagt: At hedningerne bliver frelst af nåde ved tro, Ef. 2:8-9, uden betingelser. Der er stor forskel på Peters forkyndelse og Pauli forkyndelse. Peter forkyndte aldrig den frie nåde, for det lå udenfor Rigets forkyndelse. Dette gjaldt også de 12 apostle, de 70 udsendinge og Jakob.

8.   Moseloven havde ikke formået at frelse jøderne, for de kunne ikke holde den fuldt ud til egen frelse. Den havde været en byrde for dem. Det samme sagde Paulus i Ap.Gj.13:39.

9.    Jesu forsoningenheden i Kristus og frelse ved tro var fælles for de to programmer, men til trods for, at de havde fælles træk, så var og er de forskellige.

10.  Dette var også den eneste gang, nogen af de 12 apostle gik til hedningerne med evangeliet om Riget. Dette var en éngangshændelse, men den var i tråd med Guds ledelse.

11.  Der var flere grunde til at Peter blev sendt til Kornelius' hus:

 

a.     Gud ønskede det.

b.    Det var en støtte til Pauli nye program.

c.     Det var for at vise jøderne, at hedningerne blev frelst uden omskærelse, vanddåb og overholdelse af Moseloven.

d.    Det var for at vise, at Gud godtog det, som var sket.

e.     Det var for at vise, at jøderne måtte godtage det nye program med hedningerne.

f.      Det var for at vise jøderne, at der var to forskellige programmer i funktion.

g.     Det var for at vise jøderne, at hvis de ikke tog imod Rigets forkyndelse, ville det nye program over-tage forkyndelsen og jøderne ville blive sat til side som Guds folk i den store forherdelsen som de ennå lever i i inneværende tidshusholdning.

 

12.  At Gud sendte Peter til Kornelius' hus, er også et forbillede på det, som skal ske med hedningerne i 1000-årsriget. I den store trængsel og i Riget skal jøderne gå til hedningerne med Rigets evangelium, som er nedfældet i Jesu første undervisning. Paulus sagde også det samme til jøderne: Det var nødvendigt, at Guds Ord blev talt først til jer, for at det profetiske program kunne gennemføres, men siden I vender jer bort fra det, går vi nu til hedningerne. 13:46.

13.  Paulus tog med sig både Barnabas og Titus til fællesmødet i Jerusalem. Det var et klogt valg. Barna-bas, som havde hørt med til Rigets program, var gået over til det paulinske evangelium. Titus, som var græker, var kommet til tro på Jesus uden omskærelse og uden at holde Loven. Begge to var en udfordring for jøderne, men ingen havde indsigelse mod, at de deltog på dette møde.

14.  Barnabas og Paulus sagde ikke så meget på mødet, for det var deres lære, der var under debat. De fortalte om hvor store tegn og undergerninger, Gud havde gjort blandt hedningerne ved dem. v.12.

 

15.  Efter at Peter, Barnabas og Paulus havde haft deres indlæg på mødet, tog Jakob, som nu var blevet pastor i menigheden i Jerusalem, ordet og sagde: Simon har fortalt, hvordan Gud først (fra den første tid) drog omsorg for at få et folk af hedninger for sit navn. Og dermed samstemmer profeternes ord, således som det er skrevet: DEREFTER vil jeg vende tilbage og genopbygge Davids faldne hytte (Riget for Israel) og jeg vil igen oprejse det, for at levningen af menneskene skal søge Herren, ja alle hedningefolkene, som mit navn er blevet nævnt over (forkyndelsen i trængselstiden), siger Herren, som gør dette. v. 14-17.

16.  Ordet derefter v. 16, kan forholde sig til 2 ting:

 

a.     Efter Jesu genkomst.

b.    Efter at den første uttagelsen av hedningene inn i Guds rike var avsluttet.

 

17.  Jakob så og forstod at det var TO UTTAGELSER av hedningerne inn i Guds rike. Det var den uttagelsen som skjedde i den første tiden, og det var den utagelsen som skulle skje, efter at derne hadde omvendt seg som folk, nasjon og levning. Den første uttagelsen var ikke precisert i det profetiske ordet, men den var i samsvar med det profetiske ordet som går ut på, at først må jøderne omvende seg som folk og levningv. Når dette er skjedd, kommer hedningene inn i Guds rike i fullt tall. v.14-17.

       18.   Det vigtigste, som sker i dag, er udtagelsen af den kristne menighed. Det er ikke folkeslagene, som skal udtages i vor tidsperiode, men det at få etableret den kristne menigheten som består både av hedninger og jøder, der hedningerne utgjør det store flertallet. Når Jesu legeme er fulltallig, kommer Jesus ned i lufthimmelen og tager sitt legeme til sig. Dette innleder trengselstiden på 7 år.

19.   Jakob refererede ikke til Barnabas og Paulus, men til Peter. Dette var klogt, for jøderne anerkendte Peter, v. 14-21.

20.   Han brugte til og med det jødiske navn på Peter, og ikke navnet, som Jesus havde givet ham i Mat. 16:18.

21.   Jakob kom med forslag om, hvilke forpligtigelser hedningerne skulle have i forhold til Loven. Både apostlene og de ældste og hele menigheden i Jerusalem var enige i det, som Jakob foreslog. Hans forslag gik ud på dette:

 

a.     Hedningerne skulle afholde sig fra at spise afgudernes urenhed, det samme som offerkød.

b.    De skulle afholde sig fra hor, det er offentlig prostitution.

c.     De skulle afholde sig fra det, som var kvalt, det er dyr, som er selvdøde.

d.    De skulle afholde sig fra blod. Blodet var et udtryk for selve livet eller sjælen, for sjælen var i blodet. Når blodet randt ud af et legeme, forsvandt også livet.

 

22.   Denne aftale betød at hedningerne var løst fra Moseloven i deres vandring som troende. Jøderne derimod var ikke løst fra den.

23.   Dersom hedningerne ønskede at lære noget mere om Moseloven, kunne de opsøge de jødiske syna-goger, hvor Loven blev oplæst hver sabbat, v. 21.

24.   På dette møde blev der også indgået en aftale mellem jøderne og Paulus om omfanget af deres virk-somhed. Apostlene skulle fra nu af kun gå til jøderne med evangeliet om Riget, mens Paulus skulle gå til hedningerne med evangeliet om den frie nåde. Gal. 2:7-9.

25.   De messianske jøderne afsluttede selv Rigets program, som gik ud på, at jøderne skulle gøre alle folkeslagene til Je-su disciple, og forkyndte fra nu af blot for jøderne. De havde allerede nu en forståelse af, at jøderne ikke kom til at tage imod tilbudet om oprettelsen af Riget. På den anden side måtte jøderne i diasporaen også høre de gode nyheder om, at Messias var kommet og havde tilbudt dem Riget for Israel. Hvis de ville omvende sig, tage vanddåben og holde Jesu bud, ville Jesus komme tilbage og oprette Riget for dem. Gud er langmodig og nådig. Han gør sit yderste for at folk skal blive frelst, og særlig gælder det hans ejendomsfolk.

26.   Paulus måtte forpligte sig til at give de fattige jøder støtte, Gal.2:10. Dette viser også, at Rigets pro-gram var svækket.

 

27.   Både Jakob, Peter, Johannes, Barnabas, Paulus og Titus gav hinanden hånden på den nye aftale. Gal. 2:9.

28.   Det resultat mødet kom frem til, var et kompromis, men det var alligevel en stor sejr for Paulus og hans lære om den frie nåde.

29.   Der blev skrevet til menighederne i Antiokia, Syrien og Kilikien, som blev orienteret om disse be-stemmelser, v. 23-29.

30.   I tillæg til det blev Barnabas, Paulus, Silas og Judas sendt til menigheden i Antiokia, v. 22.

   31.   Efter at de havde været i Antiokia en tid, foreslog Paulus, at han og Barnabas skulle besøge de me-nigheder, de havde grundlagt på deres første missionsrejse. Barnabas ville tage Johannes Markus med, men Paulus var imod det, for han havde ikke fuldført den første missionsrejse. Det kom til strid mellem Paulus og Barnabas, hvor Barnabas tog Johannes Markus med og de drog til Kypern, mens Paulus tog Silas med, v. 34-40. Silas hørte oprindelig med til den jødiske menighed, men han gik over til den paulinske forkyndelse. Dette viser også det nære samarbejde, der var mellem de to grupper.

32.   Paulus og Silas drog gennem Syrien og Kilikien og styrkede menighederne dér, v. 40. Det var de me-nigheder, som Paulus havde dannet i sine stille år, efter han blev sendt tilbage til Tarsus af apostlene i Jerusalem.

 

KAPITEL 16

1.       Pauli anden missionsrejse varede fra 51-53. Da Paulus og Silas kom til Lystra, traf de Timoteus. De lod ham blive omskåret, fordi han var jøde. Han havde jødisk mor. De omskar ham for jødernes skyld, så de ikke skulle modsætte sig forkyndelsen om Jesu forsoning. De tog hensyn til jøderne, v. 1-3. Desuden var det naturligt, at Timoteus blev omskåret, for han var jøde. Omskærelsen er pagtstegnet på både Abrahampagten og Sinaipagten.

2.       De blev hindret i at tale mange steder i Asien, fordi Gud kaldte dem til Europa, v. 6. Dette er også ty-pisk for den nye tid. De skulle ikke gå ud til alle folkeslag med evangeliet om Riget, men de skulle gå til de mennesker, som Den Hellige Ånd viste dem.

3.       Gud viste Paulus i et natligt syn, at de skulle drage over til Makedonien med evangeliet, v. 9-10.

4.       I Troas mødte de Lukas, som var sammen med dem på flere af deres missionsrejser, v. 8. Det er ham, som har skrevet Apostlenes Gerninger. I tillæg til det har han skrevet Lukas-evangeliet. Han forblev Pauli trofaste medarbejder gennem hele livet. Han havde en speciel tjeneste i Guds rige. Han skulle skrive både om de jødiske menigheder og om de paulinske menigheder. Det var ikke noget problem for ham at skille den messianske jødedommen ud fra den paulinske lære. Dette magter de allerfleste ikke i vor tid.

5.       Da de kom til Filippi, mødte de Lydia fra Tyratia. Hun blev døbt med hele sit hus, v. 15. Vanddåben for hele familien er et udtryk for Rigets dåb. Dette viser også, at Riget endnu havde en mulighed til at blive oprettet. Nådetiden for jøderne var endnu ikke gået ud. Den gik ut først ved Jerusalems ødeleggelse i år 70.

6.       Fangevogteren i Filippi blev også døbt med alle sine. På spørgsmålet om hvad han skulle gøre for at blive frelst, fik han dette svar: Tro på den Herre Jesus, så skal du blive frelst og hele dit hus. v. 30-31. Til trods for, at han tog vanddåben, som er typisk for Rigets forkyndelse, kommer den nye læren tydeligt frem her. Det er nok at tro på Jesus for at blive frelst. Når den rige unge mand (Mat. 19:16-23.) stillede det samme spørgsmål til Jesus, fik han et helt andet svar

 

a.     Han skulle holde alle budene.

b.    Han skulle sælge det han ejede og give det til de fattige.

c.     Efter at have gjort det, skulle han følge Jesus og komme til tro på ham. Dette er udtryk for Rigets forkyndelse, som er noget helt andet end den frie nådes forkyndelse.

 

7.   I og med at, muligheden for oprettelsen af Riget for Israel var til stede gennem Apostlenes Gerninger, var forkyndelsen ikke helt tilpasset den nye tid. Paulus kendte heller ikke alle hemmelighederne om det kristne legeme på dette tidspunkt. Vi vil nævne en del særegenheder ved forkyndelsen:

 

a.     De, som kom til tro på Jesus, blev døbt med hele deres hus. Denne familiedåb var typisk for jøde-dommen og Rigets forkyndelse. Det var også hele det jødiske folk, som blev døbt til Moses i skyen og i havet. Børnene var inkluderet her. Den jødiske menighed blev derfor kaldt for Mose legeme (Judas 1:9.) Gud handlede med det jødiske folk som helhed og ikke så meget med enkeltindivider.

b.    En af grundene til, at Johannes døbte jøderne, var det forhold, at de skulle være præster for hele verden i Rigets tid. De skulle være skikket til at være præster. Det var det oprindelige kald, jøderne havde fået: Og i skal være mig et kongerige af præster og et helligt folk. 2. Mos. 19:6.

c.     Løftet om Den Hellige Ånd var også til hele folket.

d.    Løftet om Den nye pagt i Jesus blod var til hele det jødiske folk. Hele Israel blev betragtet som en familie, som skulle repræsentere Guds kongedømme i verden.

8.     Paulus lærte ikke om hverken omskærelse eller vanddåb for hedningerne, men han praktiserede det.

 

KAPITEL 17

1.       Kapitel 17 beskriver Pauli og Silas' ophold i Tessalonika, Berøa og Athen.

2.       Vi vil udtrække forhold fra Pauli berømte tale i Athen:

 

a.     En del af romerne tilbad en ukendt Gud og der var et alter for ham, v. 23. Paulus identificerede denne Gud med jødernes Gud, som er den eneste virkelige Gud. Han var blevet en fjern Gud for disse mennesker, men Paulus gav dem kundskaber om ham og gjorde ham levende for dem.

b.    Gud tilbedes ikke i templer og ved billeder. Han har selv gjort alt i himmelen og på jorden, v. 24-25.

c.     I sin tid spredte Gud menneskene så, de kunne bebo hele jorden, og han gav dem historiske tider og grænser, v. 26. Det skete i forbindelse med ødelæggelsen af Babelstårnet i gammel tid.

d.    Hovedhensigten med dette var, at menneskene skulle søge Gud. Han er ikke langt borte fra noget menneske, for i ham er det vi lever og rører os og er til, v. 27-28. Disse to vers giver trøst til alle de hedninger som lever uden lov og uden evangelium. De kan søge Gud i skaberværket og finde ham.

e.     Gud har båret over med vankundighedens tider, v. 30, og det gælder både jøder og hedninger. Han har ikke alene båret over med disse tider, men han har også sendt Jesus som soning for al verdens synd, så at både jøder og hedningerne kunne få lov til atbegynde på ny i det kristne legeme.

f.      På baggrund af dette pålagde Gud alle mennesker, at de skulle omvende sig, v. 30.

 

KAPITEL 18

1.       Paulus opholdt sig i Korint i halvandet år. I den tid skrev han i år 52 to breve til Tessalonikerne og vidnede for jøderne i byen, at Jesus er Messias, v. 5.

2.       Medens Paulus var i Korint, fik han en helt ny åbenbaring fra Gud: Han skulle ikke længere døbe no- gen, han skulle kun forkynde dem evangeliet om Jesu forsoning. Fra den tid kan vi ikke se, at Paulus døbte nogen. Dette er bevis på, at nådetiden for jøderne var ved at rinde ud, og at den nye forkyn-delse om den frie nåde var ved at blive fastlagt. For Kristus har ikke udsendt mig for at døbe, men for at forkynde evangeliet, ikke med vise ord, for at Kristi kors ikke skulle tabe sin kraft. 1. Kor. 1:17.

3.       Til trods for, at Paulus var med til at døbe mennesker til Jesu navn, forkyndte han aldrig syndernes forladelse ved vanddåben. I den messianske jødedommen fik man ikke syndernes forladelse, hvis man ikke tog vanddåben.

4.       Paulus begrunnet sitt "nye" syn på dåpen med to forhold:

 

a. Han ønsket ikke at menneskerne skulle bli døpt "til hans navn". 1.Kor. v.15. Å døpe "til ens navn" betyr "å bli identifisert med vedkommendes autoritet, makt, kraft og lære". Vanndåpen hørte dermed ikke med til Pauli lære.

b. Han ønset ikke at "Kristi kors", som er Jesu forsoning, skulle tape sin kraft ved at han blandet vanndåpen inn i den. 2.Kor. v.17 og  2,2. Den var en jødisk ordning som hørte med til Riget for Israel.

 

      5.   Da Paulus kom til Kenkreæ, som var en havneby til Korint, klippede han sit hår, for han havde taget et nasiræerløfte på sig og tiden for løftet var udløbet. Vi véd ikke, hvad løftet gik ud på eller hvor lang tid det gjaldt, men han måtte til Jerusalem for at give det foreskrevne offer, v. 18 og 22. (Se 4. Mos. 6:1-21 om nasiræerløftet.)

6.   Som medlem af den kristne menighed stod det Paulus frit, om han ville benytte sig af ordningen i Moseloven eller ikke, men som jøde var han bundet af sin samvittighed til at holde dele af loven. I den kristne menigheds tidsperiode står det frit for hver enkelt jøde, hvor meget af Moseloven vedkommende ønsker at holde. Han har frihed til både at holde deler af loven og til ikke at holde den. Det naturlige er, at jøderne holder deler af Loven. Kol. 3:16-17.

7.   På tilbagevejen til Antiokia var Paulus et kort besøg i Efesus. Han loevede at komme tilbage, v. 19-21.

8.   Før Paulus kom til Antiokia, drog han først til Jerusalem. Dér hilste han på den jødiske menighed, ofrede i templet og ophævede det løfte han havde haft, v. 22. Paulus afsluttede dermed sin anden missionsrejse. Den havde varet fra år 51 til 53.

 

9.   Efter at Paulus havde været i Antiokia en tid, tog han på den tredie missionsrejse. Den varede i 4 år, fra 54 til 58. Han drog gennem Galatien og Frygien til Efesus, v. 23.

10.   Akvillas og Priskilla, som Paulus havde mødt første gang i Korint, havde bosat sig i Efesus. De var jøder, men var gået over til den paulinske lære. I Efesus traf de en jøde ved navn Apollos. Han underviste i synagogen. Han var fra Aleksandria og havde store kundskaber i Tanach. Han kendte til Guds vej, som den var åbenbaret gennem døberen Johannes. Han var brændende i ånden, men kendte kun til Johannesforkyndelsen og Johannes-dåben. Han var døbt med den og tilhørte dermed den messianske menighed. Han underviste i synagogen om det, og han vidste om Jesus. v. 24-25.

11.   Akvilla og Priskilla udlagde nu Guds vej nøjere for ham i samklang med Pauli lære. Apollos blev nu sendt til menigheden i Korint, efter at menigheden i Efesus havde skrevet et anbefalingsbrev om ham. Han blev til stor hjælp for menigheden dér, for han tilbageviste offentligt jøderne med stor kraft og påviste ud fra skrifterne, at Jesus er Kristus. v. 28.

12.   På grund af Pauli dygtighed i både Skrift og tale blev menigheden i Korint splittet. Det var ikke hans fejl, men det var menighedens fejl. I menigheden blev der efterhånden 4 partier. Den ene holdt sig til Jesu lære, den anden holdt sig til Peters lære, den tredie holdt sig til Pauli lære og den fjerde holdt sig til Apollos' lære, 1. Kor. 1:12.

 

KAPITEL 19

1.       Paulus havde et ophold på 2 år i Efesus. Han boede hos Akvillas og Priskilla. Alle som boede i Asien, fik Herrens Ord at høre. v. 10.

2.       I Efesus traf Paulus 12 Johannes-apostle, der rejste rundt som prædikanter. De havde ikke fået Den Hellige Ånd, for de var kun døbt med Johannes-dåben til Jesus Kristus. Paulus lagde hænderne på dem og de fik både Den Hellige Ånd som pant på frelsen og den såkaldte Åndsdåb som er en aktivisering av Den Hellige Ånd i en troendes liv. De talte med tunger og talte profetiske ord, v. 2-7.

3.       Det var ikke Paulus, som døbte dem. Da de hørte Johannes' undervisning om Jesus, lod de sig døbe. 

4.       Paulus gjorde så store undergerninger i Efesus, at endog svededugen og forklædet, som han havde på sig, formidlede helbredelser, v. 12. Det er Rigets manifestationer og endnu kunne det oprettes.

5.       I denne tid blev der et stort opløb i Efesus på grund af gudinden Dina, v. 23-41.

6.       Paulus skrev Galaterbrevet og de to breve til Korinterne i årene 55 og 57.

 

KAPITEL 20

1.       Paulus drog fra Efesus til Makadonien og til Korint, hvor han skrev Romerbrevet i år 58. Han drog videre til Filippi og til Troas. I Troas faldt Eutykus ud af vinduet og blev taget død op, men Paulus rejste ham op fra de døde, v. 9.

2.       Paulus drog videre til Milet, og derfra sendte han bud til de ældste i Efesus. Han tog afsked med dem og opsummerede sin tjeneste:

 

a.     Han havde vidnet om GUDS NÅDES EVANGELIUM, v. 24.

b.    Han havde forkyndt HELE GUDS RÅD - så langt, som det var åbenbaret på dette tidspunkt.

c.     Han bad de ældste om at passe på menigheden.

d.    Han overgav dem til Gud og hans Ord om nåden, v. 32. Han havde ingen efterfølger eller organisation, som kunne tage vare på dem.

e.     Han var bundet af Den Hellige Ånd til at drage til Jerusalem.

f.      Han vidste, at dette ville betyde forfølgelse, men det bekymrede ham ikke, v. 23.

g.     Han profeterede, at han ikke kom til at se dem igen, v. 25.

h.    For ham var det vigtigste at fuldføre den plan, som Gud havde med hans liv, v. 24.

 

KAPITEL 21

1.       Paulus drog fra Efesus til Tyrus og til Kæsarea, hvor han traf Filip, som var evangelist. Han boede hos ham en stund. Filip havde sin tjeneste i Israel. Han havde forkyndt Riget for Israel for både sa- maritanerne og jøderne. Selv om vi ikke hører mere til ham i Ap. Gr., fortsatte han med at forkynde Riget - både i Israel og for jøderne i diasporaen, v. 8.

2.       Filip havde 4 ugifte døtre, som havde profetisk gave, v. 9. I henhold til Joel 3:1 skulle også døtre tale profetisk, når Riget kom.

3.       Paulus blev advaret flere gange mod at drage til Jerusalem, men skønt det ville betyde trængsel og vanskeligheder, ønskede han alligevel at drage derop, v. 4 og 10. Han følte sig bundet til at rejse. Han rejste ikke for at forkynde Riget for Israel, for det var der andre, som tog sig af, men han drog op for:

 

a.     at vise jøderne, at Jesus var jødernes Messias og

b.    for at vise, at hedningerne hørte med til Guds rige. Jøderne havde store problemer med at forstå dette.

 

4.   Da han kom til Jerusalem, tog "brødrene imod ham med glæde", v. 17. Han blev oplyst om, at tusinder af jøder havde taget imod troen og at de var nidkære for Loven. Jøderne anklagede ham for, at han lærte jøderne ikke at holde Loven og ikke at omskære deres børn, v. 20-21. Det var delvist rigtigt. Paulus forkyndte aldrig Loven som indirekte frelsesvej for jøderne i diasporaen. Han lærte, at Jesu forsoning havde erstattet Lovens krav. Han forkyndte ikke Loven, men den frie nåde for både jøder og hedninger. Se Rom. 3:21-31.

5.   Det var ikke sandt, at han ikke forkyndte omskærelsen for jøderne.

6.   Til en del af budene i Loven var Paulus bundet på grund af, at han var jøde: For ham var det vigtigst at vinde mennesker for Kristus. Da han var i diasporaen, var det heller ikke lige let at holde de forskellige bud i Loven til enhver tid.

7.   Jøderne opfordrede Paulus til at følges med 4 mænd, som også havde et nasiræerløfte på sig, så de sammen kunne udføre de foreskrevne ofre i templet. Paulus skulle også betale for dette. Paulus samtykkede deri, for hans samvittighed forbød ham ikke at gøre det, v. 20-27.

8.   Men til trods for, at han gjorde det, ville jøderne slå ham ihjel, v. 27-36.

 

KAPITEL 22

1.       Paulus holdt sin forsvarstale for det jødiske folk. Han fortalte om sin fortid som farisæer, v. 4. Han fortalte, hvordan han havde forfulgt den messianske menighed, både i Israel og i diasporaen, v. 4-5. Han fortalte, hvordan Jesus havde mødt ham udenfor Damaskus, v. 6-11.

2.       Han fortalte, hvad Ananias havde profeteret over ham:

 

a.     Han var udkåret af Gud til at kende hans vilje (med den nye tidshusholdning).

b.    Han fik Jesus at se og høre røsten af hans mund.

c.     Han skulle være et vidne for alle mennesker, både jøder og hedninger, om det han havde set og hørt, v. 12-15.

        d.Ananias forslog videre, at Paulus skulle lade sig døbe med Rigets dåb til syndernes forladelse, v. 16.

 

3.   Efter sit ophold i Arabien i 3 år drog han til Jerusalem for at samtale med de 12 apostle. Dér mødte han Jesus i templet. Han sagde til ham: Skynd dig og gå i hast ud af Jerusalem, for de kommer ikke til at tage imod dit vidnesbyrd om mig, v. 18.

4.   Jesus sagde videre til Paulus: Drag ud. Jeg vil sende dig til hedningefolk langt borte, v. 21.

 5.  Jøderne havde hørt på Paulus, indtil han sagde, at hedningerne var ligestillet med jøderne i Guds rige. Det kunne de ikke godtage. De kunne med andre ord ikke godtage det paulinske budskab om at jøder og hedninger er ligestillet i ét legeme. Derfor ønskede de at dræbe Paulus, v. 22-23.

 

KAPITEL 23 OG 24

1.       Paulus afsluttede sin missionsrejse i Jerusalem. Den havde varet fra år 54 til 58.

2.       Paulus sad i fangenskab i Kæsarea i 2 år fra 58 til 60. Disse kapitler fortæller om fængselsesophold og hans forhør af ypperstepræsten Ananias og landshøvdingen Felix.

 

KAPITEL 25 OG 26

1.       I disse kapitler fortælles om fængselsopholdet og hans forhør hos landshøvdingen Festus og den jø-diske konge Agrippa. Paulus ankede sin sag for kejseren, for han ønskede at drage til Rom. 25:11.

 

KAPITEL 27

1.       Paulus bliver sendt til Rom. På turen led de skibbrud, men de blev bjerget allesammen gennem hans vejledning.

 

KAPITEL 28

1.       Dette kapitel fortæller om opholdet på Malta og i Rom. Han blev i Rom fra år 60 til 62. Han mødte de ledende blandt jøderne, men det var kun få af dem, der ville tro på hans budskab, v. 17 og 24.

2.       I fangenskabet i Rom talte han med alle, som kom til ham, både jøder og hedninger. Han tog sig af enkeltindividerne, v. 30. Det var også hans opgave.

3.       Når han talte med jøderne, vidnede han om Guds rige og søgte at bevise ud fra Mose skrifter og profeterne, at Jesus var Messias, v. 23. Når der står, at han vidnede om Guds rige, så kan dette både være Riget for Israel eller menighetens tid. Han vidnede om den fælles nåde som både Jøder og hedninger havde fået i Jesu forsoning. Han vidnede om den nye tidsperiode, som var kommet.

4.       I denne tid skrev han fangenskabsbrevene til Efesus, Kolossenserne, Filipperne, og  brevet til Filemon.

5.       Efter 2 år blev han frigivet. I årene 62-67 gjorde han flere rejser. Vi véd, både fra hans breve og fra andre kilder, at han rejste meget i denne periode. Det er sandsynligt, at han rejste helt til Spanien. I den tid skrev han Det andre brevet til Timoteus. I denne tiden skrev han Det første brevet til Timoteus og Titus brev.

6.       Han blev fængslet påny i året 67. I fængslet skrev han Andet brev til Timotheus, hvor han tager afsked og gør sit livsforløb op. Han blev halshugget i år 67 under kejser Nero.

7.       I de breve han skrev mellem 62 og 67, opsummerede han sin lære om den kristne menighed.

 

8.       Indenfor dispensationalismen (inddeling af frelsehistorien i tidshusholdninger) er der flere syn på tidspunktet for begyndelsen af den kristne menighed. Vi vil her nævne 3 af dem:

 

a.     Det er den vanlige dispensationalisme, som mener at kirken begyndte på Pinsefestens dag. Dette kan ikke være rigtigt, for Pinsefestens dag og Den Hellige Ånds komme var et løfte til jøderne om, at Gud ville give dem en ny pagt og en ny Ånd: Jer. 31:31-34. Efter dette syn beskriver Apostlenes Ger-ninger i kapitlerne 2-28 den kristne menighed.

b.    Det er den moderate ultra-dispensationalisme, som mener at den kristne menighed begyndte med Pauli omvendelse udenfor Damaskus i år 37. I tiden frem til år 70 blev der forkyndt 2 evangelier: Apostlene forkyndte Rigets evangelium, medens Paulus forkyndte den frie nådes evangelium. Denne tid var en overgangstid mellem Riget og den frie nåde. Undertegnede fortolker har dette syn.

c.Det er den ekstreme ultra-dispentionalisme, som hævder, at Paulus forkyndte Rigets evangelium for jøder og hedningerne helt frem til Apostlenes Gerninger 28:28. De hedninger, som blev vundet for denne tid, tilhørte Israel, og det var først efter den tid, at Paulus fik åbenbaringen om den kristne menighed. (Se min bog Kristendommens jødiske Rødder.)

      Dette syn kan ikke være rigtigt. Det indebærer bl.a. at begge breve til Tessalonikerne, begge breve til Korinterne, Romerbrevet og Galaterbrevet ikke angår den kristne menighed, for de er skrevet før Apostlenes gerninger 28:28.

 

       9.   Dette synet kan ikke være rett av følgende grunner:

 

a. Det er ingen motsetninger mellom de 6 første breve som Paulus skrev og de 7 siste. I de 6 første breve var ikke den kristne læren fullstendigt fastlagt enda. Det var en tid for prøving og feiling. I de 7 siste brevene var lærern fastlagt.

b) De 6 første brevene beskriver frelsens prinsipper som rettferdiggjørelse, helliggjørelse, herliggjørelse og den kristne menighets bortrykkelse mens de 7 siste brevene beskriver mer vår enhet med Kristus og vårt borgerskap i himmelen.

c) Alle brevene beskriver den likestilling som der er i Guds rike mellom jøder og hedninger. Dersom det er rett at de 6 første brevene angår den messianske jødedommen, så hadde de beskrevet jødenes forret og overordenhet i Guds rike.

d) Dersom dette synet er rett, så er Jesu legeme delt i to deler. Det er den jødiske delen som angår Riget for Israel og den kristne delen som angår den kristne menighets tid.- et legeme før Apostlenes Gerninger 28:28 og et legeme efter Apostlenes gerninger 28:28. Jesu legeme er ikke delt. Det er en beskrivelse av Jesus som hodet fro legemet og hver enkelt troende som lemmer på dette legemet.

10.   Paulus siger klart i sine breve at det er

 

a.         Ét legeme: 1. Kor. 12:13. og Ef. 4:4.

b.         Én ånd: 1. Kor. 12:12 og Ef. 4:4.

c.         Ét håb (bortrykkelsen): 1. Tess. 4:13-18 og Ef. 4:4. 

d.         Én Herre: Rom.1,4 og Ef. 4:5.

e.         Én dåb (genfødelsen og Den Hellige Ånds dåb) Rom. 6:3-4 og Ef. 4:5.

f.          Én Gud og alles Fader. Gal.1:1-5 og Ef. 4:6.

 

11.  Dersom det ekstreme dispentionalistiske syn er rigtigt, betyder det også, at bortrykkelsen, som er beskrevet i 1. Tess. 4:14-18 og 1. Kor. 15:51-52 ikke angår den kristne menighed, men at den asngår en bortrykkelse av jødene i trengselstiden.

12.   Dersom dette syn er rigtigt, betyder det også, at det kun er de breve, som Paulus skrev efter år 60, der angår den kristne menighed.

13. Den som er hovedansvarlig for dette synet er E.W.Bullinger. Han var under sterk innflytelse av Charles Welsh. Bullinger hadde opprinnelig det moderate ultradispensjonalistisk synet, men han forlot desverre dette synet som er det rette synet på denne problemstillingen. (Se Paul M. Sandlers bok: The Historical Beginning of the Church. s.43-51.)