Et essay af Russell Earl Kelly, ph.d.
Introduktion
Det følgende essay er et resumé af min bog, "Bør Kirken lære om tiende? En teologs konklusioner vedrørende en tabu lære". Selve bogen er en meget udvidet version af min ph.d.-tesis. Jeg udfordrer undervisere af Bibelen til frimodigt at åbne deres forskning på seminar-niveau og til at promovere studier indenfor dette emne på deres kandidat- og ph.d.-niveauer. Denne lære er simpelthen for vigtig til at blive ignoreret.
I mange af nutidens kirker er læren om tiende nået niveauet for en moderne skandale. Mens de fleste lærebøger, på seminar-niveau, om systematisk teologi og fortolkningslære, skrevet af højt uddannede teologer udelader tiende, så er tiende hurtigt ved at blive obligatorisk, for menigheds-medlemsskab af de selv samme menigheder som insisterer på solid Bibellære. Der er også en stigende tendens til at lægmænd, der stiller spørgsmål ved legitimiteten for tiende under den nye pagt, blive kritiseret og ignoreret som ballademagere eller svage kristne. Oprigtige kristne ledere bør altid være åbne og disponible for en diskussion af Guds Ord. Mangel herpå antyder tvivl og usikkerhed. Der er brug for mere "hellig frimodighed".
Moderne tiende er baseret på mange falske formodninger
Denne menigheds erklæring om forvaltning er typisk for mange andres vedrørende tiende. Den erklærer at "tiende er den bibelske minimumsstandard og begyndelsespunktet, som Gud har fastsat. Som ikke må udskiftes eller kompromitteres af nogen anden standard." Den tilføjer endvidere at tiende udregnes af bruttoindtægten hvilket tilhører kirken før skat.
De følgende punkter i dette essay kontrasterer de falske lærer brugt til at understøtte tiende, med hvad Guds Ord rent faktisk siger.
https://jesufrelse.dk/content/view/22/13/
Punkt #1: Principperne i det NT om at give i Andet Korintherbrev 8 og 9 er bedre end tiende.
Den falske lære er, at tiende er en guddommelig obligatorisk forventning, som altid skal komme før frivillige bidrag.
Frivillige bidrag eksisterede før tiende. De følgende give-principper i det Nye Testamente findes i Andet Korintherbrev, kapitel 8 og 9: (1) At give er en "nåde". Disse kapitler bruger det græske ord for "nåde" otte gange i forbindelse med at hjælpe de fattige hellige. (2) Giv først dig selv til Gud (8,5). (3) Giv dig selv til at kende Guds vilje (8,5). (4) Giv som svar på Kristi gave (8,9; 9,15). (5) Giv af en oprigtig vilje (8,8, 10, 12; 9,7). (6) Giv ikke på grund af nogen befaling (8,8, 10; 9,7). (7) Giv over evne (8,3, 11, 12). (8) Giv for at udligne. Dette betyder at dem der har meget, skal give meget, for at udligne for dem der ikke har råd til at give så meget (8,12-14). (9) Giv i glæde (8,2). (10) Giv fordi du vokser åndeligt (8,3, 4, 7). (11) Giv fordi du gerne vil fortsætte med at gro åndeligt (9,8, 10, 11). (12) Giv fordi du høre evangeliet blive prædiket (9,13).
Punkt #2: I Guds Ord er tiende altid kun mad!
Den falske lære er, at bibelsk tiende inkluderer ALLE indkomstkilder.
Brug Guds Ord til at definere "tiende". Brug ikke en verdslig ordbog! Åben en komplet bibelkonkordans og du vil opdage at definitionen brugt af fortalere for tiende er forkert. I Guds Ord står "tiende" ikke alene. Skønt penge eksisterede før tiende, så var den originale kilde til Guds "tiende" aldrig penge. Det var "tiende af mad". Det er meget vigtigt: Ægte bibelsk tiende var altid kun mad fra Israelitternes gårde og dyrebesætninger indenfor Guds Hellige Land, Israels nationalgrænse. Tilvæksten blev samlet sammen fra hvad Gud producerede og ikke fra menneskets håndværk eller formåen.
Der er 15 vers i 11 kapitler og 8 bøger fra 3 Mosebog til Lukas 11 som beskriver indholdet af tiende. Og indholdet inkluderede aldrig (jeg gentager), inkluderede aldrig penge, sølv, guld eller noget andet end mad inde fra Israel! Alligevel er den ukorrekte definition for "tiende" den største løgn som bliver prædiket om tiende i dag! (Se Tredje Mosebog 27,30,32; Fjerde Mosebog 18,27, 28; Femte Mosebog 12,17; 14,22, 23; 26,12; Anden Krønikebog 31,5, 6; Nehemias' Bog 10,37; 13,5; Malakias' Bog 3,10; Matthæusevangeliet 23,23; Lukasevangeliet 11,42).
Punkt #3: Penge var en essentiel ting der ikke blev givet tiende af.
Note: Dette punkt findes ikke i den første bog.
Den falske formodning er, at byttehandel med mad normalt afløste brugen af penge.
Et argument til at understøtte ikke-mad tiende, er at penge ikke var universelt tilgængelig og at en byttehandel bestående af mad, må have været brugt ved de fleste handler. Dette argument er ikke bibelsk. Første Mosebog alene indeholder "penge" i 32 tekster og ordet forekommer 44 gange før tiende er nævnt første gang i Tredje Mosebog 27. Ordet sekel forekommer også ofte fra Første Mosebog til Femte Mosebog.
Faktum er, at mange århundrede før Israel indtog Kana'an og begyndte at give tiende af mad fra Guds Hellige Land, var penge en essentiel dagligdags ting. Fx penge i form af sølv sekler til betaling for slaver (Første Mosebog 17,12+); land (Første Mosebog 23,9+), frihed (Anden Mosebog 21,11); Bøder fra domstolen (Anden Mosebog 21; 22); Hvad der tilkommer helligdommen (Anden Mosebog 30,12+); Løfter (Tredje Mosebog 27,3-7); Kandidat skat (hver person) (Fjerde Mosebog 3,47+), alkoholiske drikke (Femte Mosebog 14,26) og ægteskabs medgift (Femte Mosebog 22,29).
Ifølge Første Mosebog 47,15-17 blev mad brugt til byttehandel men kun efter at der ikke var flere penge tilbage. Bank- og rente-love findes endnu før tiende, i Guds Ord i Tredje Mosebog. Derfor er argumentet, om at penge ikke var tilstrækkeligt udbredt til dagligdagsbrug, ikke sandt. Tiende inkluderede aldrig penge fra ikke-mad produkter og håndværk.
Punkt #4: Abrahams tiende til Melkizedek afspejlede en hedensk tradition.
Den falske lære er, at Abraham frivilligt gav tiende fordi det var Guds vilje.
Første Mosebog kan ikke bruges som et eksempel for kristne til at give tiende, på grund af følgende. (1) Biblen siger ikke at Abraham "frivilligt" gav denne tiende. (2) Abrahams gave var IKKE en hellig tiende fra Guds Hellige land, samlet af Guds Hellige folk under Guds hellige Gamle Pagt. (3) Abrahams tiende var kun fra hedensk krigsbytte og som var påkrævet i mange lande. (4) I Fjerde Mosebog 31, kræver Gud kun 1% af krigsbytte. (5) Abrahams tiende til Melkizedek var en engangs begivenhed. (6) Abrahams tiende var ikke fra hans personlige ejendom. (7) Abraham beholdt intet til ham selv; han gav alting tilbage. (8) Abrahams tiende er ikke citeret noget sted i Bibelen for at godkende tiende. (9) Første Mosebog 14 vers 21 er nøgleteksten. Idet de fleste kommentatorer forklarer vers 21 som et eksempel på en hedensk arabisk tradition, er det selvmodsigende at forklare de 90% af vers 21 som hedensk, mens man insisterer på at de 10% af vers 20 var Guds vilje. (10) Hvis Abraham er et eksempel for Kristne til at give 10% til Gud, så bør han også være et eksempel for Kristne til at give de resterende 90% til Satan, eller til kongen af Sodoma! (11) Som præster havde hverken Abraham eller Jakob et Levitisk præsteskab som de skulle understøtte; de efterlod sandsynligvis mad til de fattige på deres altre.
Punkt #5: Tiende var ikke et minimum krævet af alle GT Israelitter
Den falske lære er, at alle skulle begynde deres bidrag ved et niveau på ti procent.
Kun de israelitter som levede af landbrug eller dyrehold i Israel, skulle give tiende under Moseloven. Deres tilvækst kom fra Guds hånd. De hvis tilvækst kom fra deres egne håndværk og formåen var ikke krævet at give tiende af deres produkter eller penge. De fattige og dem i nød, som ikke gav tiende, men derimod modtog fra tiende, gav frivillige ofre.
Punkt #6: Den første tiende blev modtaget af præsternes tjenere.
Den falske lære er, at præsterne i det Gamle Testamente modtog hele den første tiende.
Den "hele" tiende, den første tiende, gik overhovedet ikke til præsterne. Ifølge Fjerde Mosebog 18,21-24 og Nehemias' Bog 10,38, gik den til præsternes tjenere, levitterne. Endvidere ifølge Fjerde Mosebog 18,25-28 og Nehemias' Bog 10,39, gav levitterne den bedste "tiendedel af denne tiende" (1%), som de modtog, til præsterne som udførte syndofrene og tjente inden i de hellige steder. Præster gav ikke tiende.
Det er også vigtigt at vide, at til gengæld for tienden, opgav levitterne og præsterne al ret til permanent arv af land indenfor Israel (Fjerde Mosebog 18,20-26; Femte Mosebog 12,12; 14,27, 29; 18,1-2; Josvabogen 13,14, 33; 14,3; 18,7; Ezekiels Bog 44,28). Selv hvis tiende var gyldig i det Nye Testamente, ville den først gå til diakonerne (levitterne), til at hjælpe prædikanterne og vedligeholde bygningerne.
Punkt #7: "Det er helliget Herren" gør ikke tiende til et evigtgyldigt moralsk princip.
Den falske lære er, at Tredje Mosebog 27,30-33 beviser at tiende er et "evigtgyldigt moralsk princip", fordi "det er helliget Herren".
Sætningerne "det er helliget Herren" og "det er højhelligt for Herren" forekommer ofte i Tredje Mosebog. Imidlertid er næsten al anden brug af disse to sætninger i Tredje Mosebog, for lang tid siden blevet kasseret af Kristne. Disse sætninger er brugt til at beskrive alle højtiderne, ofringerne, den rene mad, præsterne og helligdommen i den Gamle Pagt. Læs især vers 28 og 29 i det samme kapitel.
Mens "tiendelen af tienden" (1%) der blev givet til præsterne, var den "bedste" af hvad levitterne modtog, var tienden som levitterne modtog kun "en tiende" og ikke den "bedste" (Tredje Mosebog 27,32-33).
Punkt #8: Førstegrøde er ikke det samme som tiende.
Den falske formodning er at tienden er førstegrøden.
Førstegrøden var en meget lille del af den første høst og den førstefødte var det første afkom af dyrene. Førstegrøden var lille nok til at kunne være i en håndholdt kurv (Femte Mosebog 26,1-4, 10; Tredje Mosebog 23,17; Fjerde Mosebog 18,13-17; Anden Krønikebog 31,5).
Ofrene, førstegrøden og det første afkom gik direkte til Templet og var påkrævet at blive spist totalt af de tjenende præster og kun indenfor i Templet. (Nehemias' Bog 10,36-38; Anden Mosebog 23,19; 34,26; Femte Mosebog 18,4).
Hele den levittiske tiende gik først til de levittiske byer og portioner heraf gik til at brødføde både levitterne og præsterne som tjente dér skiftevis (Nehemias' Bog 10,38-40; 12,27-29, 44-47; Fjerde Mosebog 18,21-28; 2 Krønikebog 31,5). Mens levitterne spiste tienden, kunne præsterne også spise af førstegrøden, det første afkom og andre ofringer.
Punkt #9: Der er fire forskelige tiender beskrevet i Bibelen.
Den falske lære ignorerer alle andre tiender og fokuserer på en ukorrekt fortolkning af den første religiøse tiende.
Den første religiøse tiende, kaldet den "levittiske tiende", bestod af to dele. Det understreges af at hele den første tiende gik til levitterne som kun var tjenere for præsterne (Fjerde Mosebog 18,21-24; Nehemias' Bog 10,38). Levitterne gav til gengæld en tiendedel af hele tienden til præsterne (Fjerde Mosebog 18,25-28; Nehemias' Bog 10,39). Ifølge Femte Mosebog 12 og 14, blev den anden religiøse tiende, "højtids tiende", spist af tilbedere i gaderne i Jerusalem i løbet af de tre årlige højtider (Femte Mosebog 12,1-19; 14,22-26). Ifølge Femte Mosebog 14 og 26 blev den tredje tiende, "fattig tiende", afholdt i hjemmene hvert tredje år for at brødføde de fattige (Femte Mosebog 14,28-29; 26,12-13). Endvidere ifølge Første Samuelsbog 8,14-17, indsamlede regenten den første og bedste tiende til politiske formål. I løbet af Jesu tid indsamlede Rom de første og bedste ti procent (10%) af de fleste afgrøder og tyve procent (20%) af al frugtafgrøden, som sit krigsbytte. Man kan undre sig over hvad "kirker" prøver at skjule, ved kun at vælge én af de religiøse tiender, som passer bedst til deres formål og ignorer de andre to vigtige religiøse tiender.
Punkt #10: Jesus, Peter, Paulus og de fattige gav ikke tiende!
Den falske lære er, at alle i det Gamle Testamente var påkrævet at give til Gud, startende ved et niveau på ti procent.
Den fattige var overhovedet ikke påkrævet at give tiende! Tiende kom heller ikke fra resultatet af menneskets håndværk, hænder eller dygtighed. Kun landmænd og hyrder samlede hvad Gud producerede, som tiende tilvækst. Jesus var tømmer; Paulus var teltmager og Peter var fisker. Ingen af disse erhverv kvalificerede som givere af tiende, fordi de drev ikke landbrug eller dyrehold som levevej. Det er derfor ikke korrekt at lære, at alle betalte et påkrævet minimum bestående af tiende og derfor at kristne i den Nye Pagt skal begynde ved det samme minimumsniveau som Israelitter under den Gamle Pagt. Denne almindelige falske formodning bliver ganske ofte gentaget og ignorerer fuldstændig den meget simple definition af tiende, som mad samlet fra landbrugs- eller dyreholdstilvækst.
Det er også forkert at lære, at de fattige i Israel var påkrævet at betale tiende. Faktum er, at de i virkeligheden modtog tiende! Meget af den anden højtidstiende og alt af den særlige tredjeårs tiende blev givet til de fattige! Mange love beskyttede den fattige fra at blive misbrugt og fra kostbare ofre som de ikke havde råd til (se også Tredje Mosebog 14,21; 25,6, 25-28, 35, 36; 27,8; Femte Mosebog 12,1-19; 14,23, 28-29; 15,7-8, 11; 24,12, 14-15, 19-20; 26,11-13; Malakias' Bog 3,5; Matthæusevangeliet 12,1-2; Markusevangeliet 2,23-24; Lukasevangeliet 2,22-24; 6,1-2; Andet Korintherbrev 8,12-14; Første Timotheusbrev 5,8; Jakobsbrevet 1,27).
Punkt #11: Tiende blev ofte brugt som politisk skat.
Den falske lære er, at tiende aldrig var sammenlignelig med beskatning.
I den hebræiske økonomi, blev tienden brugt på en helt anderledes måde, end den bliver prædiket i dag. Endnu engang, de levitter som modtog hele tienden var ikke præster eller forstandere -- de var kun tjenere for præsterne! Fjerde Mosebog kapitel 3 beskriver levitterne som tømre, metalarbejdere, læderhåndværkere og kunstnere som vedligeholdt den lille helligdom. Endvidere ifølge Første Krønikebog kapitel 23 til 27, var levitterne, i kong David og kong Salomons tid, stadigvæk dygtige håndværkere som inspicerede og godkendte alt arbejdet i templet: 24.000 arbejdede i templet som håndværkere og opsynsmænd; 6.000 var skrivere og dommere; 4.000 var vagter og 4.000 var musikere. Som politiske repræsentanter for kongen, brugte levitterne deres tiende-indtægt til at tjene som skrivere, dommere, skatteopkrævere, kasserer, portvagter, musikere, bagere, sangere og professionelle soldater (Første Krønikebog 12,24, 27; 23,3-6; 26,29-32; 27,5). Det er åbentlyst hvorfor disse eksempler på bibelsk brug af tiende-indtægt aldrig bliver brugt, som eksempler i kirken i dag.
Det er også vigtigt at vide at tiende i den gamle pagt aldrig blev brugt på evangelisering af ikke-israelitter. Tiende mislykkedes! Se Hebræerbrevet 7,12-19. Tiende tilskyndede aldrig levitterne eller præsterne i den gamle pagt til at etablere en eneste mission til at række ud eller opfordre en eneste hedning til at blive en Israelit (Anden Mosebog 23,32; 34,12, 15; Femte Mosebog 7,2). Tiende i den gamle pagt var motiveret og krævet af Loven, ikke kærlighed. Faktum er, at profeterne, i løbet af det meste af Israels historie, var Guds primære talsmænd - og ikke dem som modtog tiende, levitterne og præsterne.
Punkt #12: Levitisk tiende blev normalt bragt til de levittiske byer.
Falske lærer vil have os til at tro, at al tiende førhen blev bragt til Templet og nu bør bringes til "kirkebygningen".
Den "hele" tiende blev ALDRIG bragt til Templet! I virkeligheden, blev størstedelen af den levittiske tiende aldrig bragt til Templet! Dem som lærer det modsatte, ignorerer de levittiske byer og de 24 skift for levitterne og præsterne. Ifølge Fjerde Mosebog 35, Josvabogen 20, 21 og Første Krønikebog 6, levede levitterne og præsterne på lånt land, fx Jeriko og Hebron der omkransede de levittiske byer, hvor de drev landbrug og opdrættede dyr (fra tiende). Det er åbentlyst ud fra Fjerde Mosebog 18,21-24, Anden Krønikebog 31,15-19 og Nehemias' Bog 10,38 at man forventede at de normale folk, bragte deres tiende til de levittiske byer. Hvorfor? Fordi det var dér 98% af levitterne og præsterne levede med deres familier det meste af tiden. Se også Nehemias' Bog 13,9.
Punkt #13: Malakias' Bog 3 er den mest misbrugte tekst om tiende i Bibelen.
Den falske lære om tiende fra Malakias' Bog 3 ignorerer fem vigtige fakta i Bibelen.
(1) Malakias' Bog er Gammel Pagt kontekst og er aldrig citeret i den Nye Pagt, for at godkende tiende (Tredje Mosebog 27,34; Nehemias' Bog 10,29-30, Malakias' Bog 3,7; 3,22). (2) I vers 1,6; 2,1 og 3,1-5 er Malakias' Bog åbentlyst henvent til uærlige præster som er forbandet fordi de havde stjålet de bedste ofringer fra Gud. (3) De levittiske byer skal tages med i betragtning og Jerusalem var ikke nogen levittisk by (Josvabogen 20, 21). Det giver ingen mening at lære at 100% af tiende blev bragt til Templet, når de fleste levitter og præster ikke levede i Jerusalem. (4) I Malakias' Bog 3,10-11 var tiende stadigvæk kun mad (Tredje Mosebog 27,30-33). (5) De 24 skift for levitterne og præsterne skal også tages med i betragtning. Startende med Kong David og Kong Solomon, der var inddelt i 24 familier. Disse inddelinger blev også håndhævet i Malakias tid, af Ezra og Nehemias. Idet kun én familie normalt tjente i Templet en uge af gangen, når 98% af dem som tienden skulle brødføde stadigvæk var i de levittiske byer, var der overhovedet ingen grund til at sende AL tienden til Templet. (Første Krønikebog kapitel 24 til 26, 28,13, 21; Anden Krønikebog 8,14; 23,8; 31,2, 15-19; 35,4-5, 10; Ezras Bog 6,18; Nehemias' Bog 11,19, 30; 12,24; 13,9-10; Lukasevangeliet 1,5).
Derfor, når sammenhængen med de levittiske byer, de 24 præstefamilier, mindreårige børn, koner, Fjerde Mosebog 18,20-28, Anden Krønikebog 31,15-19, Nehemias' Bog 10-13 og hele Malakias' Bog bliver evalueret viser det sig, at kun omkring 2% af den totale første tiende, normalt var krævet i Templet i Jerusalem.
Både velsignelsen og forbandelsen i Malakias' Bog 3,9-11 var kun for Israelitterne indtil den Gamle Pagt sluttede ved korset. Malakias' tilhørere havde villigt genbekræftet den Gamle Pagt (Nehemias' Bog 10,29-30). "Forbandet være den, der ikke holder ordene i denne lov i hævd og følger dem. Og hele folket skal sige amen." (Femte Mosebog 27,26 citeret i Galaterbrevet 3,10) og Jesus stoppede forbandelsen. "Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld - der står jo skrevet: »Forbandet er enhver, der hænger på et træ«" (Galaterbrevet 3,13).
I dag betaler de der har den laveste indkomst, den største procentdel til velgørende formål. Alligevel forbliver de fleste i fattigdom. Hverken lotteriet eller tiende, er et magisk svar på at blive rig hurtig, som afløser undervisning, beslutsomhed og hårdt arbejde. Hvis Malakias' Bog 3,10 virkelig virkede for den kristne i den Nye Pagt, så ville millioner af fattige kristne, der giver tiende, være undsluppet fra fattigdom og de ville have været den rigeste gruppe af mennesker på jorden, i stedet for at forblive den fattigste gruppe. Der er ingen tegn på at størstedelen af de fattige "betalere af tiende", nogensinde er blevet finansielt velsignet, bare fordi de har givet tiende. Velsignelserne i den Gamle Pagt er ikke velsignelser i den Nye Pagt (Hebræerbrevet 7,18-19; 8,6-8, 13).
Punkt #14: Det Nye Testamente lærer ikke om tiende.
Den falske lære er, at Jesus underviste om tiende i Mattæusevangeliet, hvilket de siger åbentlyst er i det Nye Testamente.
Den Nye Pagt begyndte ikke ved Jesu fødsel, men ved hans død (Galaterbrevet 3,19, 24-25; 4,4-5). Kirken bliver ikke lært om tiende efter korset! Da Jesus diskuterede tiende i Mattæusevangeliet 23,23 henviste "jer" til den jødiske lydighed over for loven i den Gamle Pagt, hvilken han gav sin fulde opbakning indtil korset (se "skriftkloge [af loven]" i 23,23). I Mattæusevangeliet 23,2 og 3 (konteksten for 23,23) sagde Jesus til sine jødiske tilhængere, at de skulle adlyde de skriftkloge og farisæerne, fordi de "sidder på Moses' stol". Alligevel befaler han ikke hedningerne, som Han helbredte, at de skulle stå frem for præsterne og adlyde Moseloven (sammenlign Mattæusevangeliet 5,23-24 og 8,4). Endvidere indsamler kirkerne ikke tiende fra krydderurter i haven som Jesus befalede.
Der er ikke en eneste bibeltekst i det Nye Testamente, som efter korset lærer om tiende - punktum! Apostlenes Gerninger 2,42-47 og 4,32-35 er ikke eksempler på tiende til at understøtte kirkeledere. Ifølge 2,46 fortsatte de jødiske kristne med at tilbede i Templet. Endvidere ifølge 2,44 og 4,33-34 delte kirkelederne hvad de fik ligeligt med alle kirkens medlemmer. (Dette bliver ikke gjort i dag). Endeligt beviser Apostlenes Gerninger 21,20-25 at de jødiske kristne, stadigvæk med iver, observerede hele Moseloven 30 år efter - og det må have inkluderet tiende - ellers ville de ikke have fået lov til at komme ind og tilbede i Templet. Derfor blev tiende fra de første jødiske kristne, givet til Tempel-systemet og ikke til at understøtte kirken.
Punkt #15: Et begrænset præsteskab under den Gamle Pagt blev afløst af et præsteskab af alle troende.
Den falske lære er, at ældste og pastorer i den Nye Pagt, simpelthen bare fortsætter hvor præsterne i den Gamle
Pagt slap og har ret til tienden.
Sammenlign Anden Mosebog 19,5-6 med Første Petersbrev 2,9-10. Før hændelsen med guldkalvene, havde Gud tiltænkt, at enhver Israelit skulle blive præst og tiende ville aldrig have været blevet indført. Præster gav ikke tiende, men modtog en tiendedel af den første tiende (Fjerde Mosebog 18,26-28; Nehemias' Bog 10,38-39).
Præsternes funktion og formål under den Gamle Pagt blev afløst, ikke af ældste og pastorer, men af et præsteskab af alle troende. Ligesom andre forordninger i Loven, var tiende kun en midlertidig skygge indtil Kristus (Efeserbrevet 2,14-16; Kolossenserbrevet 2,13-17; Hebræerbrevet 10,1). I den Nye Pagt er hver troende en præst for Gud (Første Petersbrev 2,9-10; Johannesåbenbaring 1,6; 5,10). Og som en præst, ofrer hver troende til Gud (Hebræerbrevet 4,16; 10:19-22; 13,15-16). Derfor blev hver eneste forordning, som før galt for det gamle præsteskab, udslettet ved korset. Idet Jesus ikke var fra Levis stamme, var selv han diskvalificeret. Derfor findes det originale formål for tiende ikke mere (Hebræerbrevet 7,12-19; Galaterbrevet 3,19, 24-25; Andet Korinterbrev 3,10-18).
Punkt #16: Kirken i den Nye Pagt er hverken en bygning eller et forrådskammer.
Den falske lære er at kristne bygninger kaldet "kirker", "tabernakler", eller "templer" har afløst Templet i det Gamle Testamente som Guds boliger.
Guds Ord beskriver aldrig kirker i den Nye Pagt som "tabernakler", "templer", eller "bygninger" hvori Gud bor! Guds kirke, Guds boliger, er indeni de troende. Troende "går ikke i kirke" -- troende "samles til tilbedelse". Endvidere, siden præster i det Gamle Testamente ikke betalte tiende, så kan tiende logisk set ikke fortsætte. Det er derfor forkert at kalde en bygning "Guds forrådskammer" til tiende. (Første Korintherbrev 3,16-17; 6,19-20; Efeserbrevet 1,22-23; 2,21; 4,12-16; Johannes Åbenbaring 3,12). Med hensyn til "forrådskammer", sammenlign Første Korintherbrev 16,2 med Andet Korintherbrev 12,14 og Apostlenes Gerninger 20,17, 32-35. I flere århundrede efter korset havde kristne ikke engang deres egne bygninger (som de kunne kalde forrådskamre), fordi kristendommen var en ulovlig religion.
Punkt #17 Kirken gror ved at benytte sig af bedre principper i den Nye Pagt.
Den falske lære antyder at principperne til at give ved nåde, ikke er så gode som principperne til at give under den Gamle Pagt.
Under den Nye Pagt: (1) Ifølge Galaterbrevet 5,16-23, er der ikke nogen fysisk lov der kontrollerer Åndens frugt. (2) Andet Korintherbrev 3,10 siger at den Gamle Pagt "ingen herlighed" har i sammenligning med "den alt overvældende herlighed" og frihed i Helligånden. (3) Hebræerbrevet 7 er det eneste sted efter korset hvor tiende bliver nævnt og det er en forklaring af hvorfor det levittiske præsteskab skal afløses af Kristi præsteskab, fordi det forrige var svagt og nytteløst. Gør et studie af Hebræerbrevet 7 og følg udviklingen fra vers 5 til vers 12 til vers 19. (4) Måden hvorpå tiende bliver lært kirken i dag, viser at det mislykkes kirken at tro og handle på de langt bedre principper af kærlighed, nåde og tro. Obligatoriske principper til at give kan ikke, har ikke og vil ikke få kirken til at blomstre mere end principperne ledt af kærlighed til Kristus og tabte sjæle (Andet Korintherbrev 8,7-8).
Punkt #18: Apostlen Paulus foretrak at kirkelederne var selvunderstøttede.
Den falske lære er, at Paulus lærte og praktiserede tiende.
Som en jødisk rabbi var Paulus iblandt dem som insisterede på at arbejde for at understøtte sig selv
(Apostlenes Gerninger 18,3; Første Thessalonikerbrev 2,9-10; Andet Thessalonikerbrev 3,8-14). Mens Paulus ikke fordømmer dem, som har mulighed for at modtage fuldtidsunderstøttelse, lærer han omvendt ikke, at fuldtidsunderstøttelse er obligatorisk efter Guds vilje til at fremme evangeliet (Første Korintherbrev 9,12). Faktisk opmuntrede Paulus de ældste i kirken to gange i Apostlenes Gerninger 20,29-35 og også i Andet Korintherbrev 12,14 til at arbejde for at understøtte troende med behov indenfor kirken.
For Paulus betød at "leve af evangeliet" at "leve ved evangeliets principper om tro, kærlighed og nåde" (Første Korintherbrev 9,14). Mens Paulus godt vidste at han havde "ret" til noget understøttelse, konkluderede han, at hans "frihed" eller hans frihed til at prædike uhindret, var vigtigere for at fuldføre hans kald fra Gud (Første Korintherbrev 9,12, 15; 11,7-13; 12,13-14; 1 Thessalonikerbrev 2,5-6). Mens Paulus arbejdede som teltmager, accepterede han begrænset understøttelse, men var stolt over at hans løn var at han kunne prædike evangeliet gratis, uden at være til byrde for nogen (Første Korinterbrev 9,16-19).
Punkt #19: Tiende blev ikke en lov i kirken førhen år 777.
Den falske lære er, at den historiske kirke altid har lært tiende.
De tidligste kristne forsamlinger organiserede sig ligesom den jødiske synagoge hvilket var ledt af rabbier, der afviste, ligesom Paulus, at profitere ved at prædike og lære om Guds Ord. Der er mange bøger omhandlende den jødisk livsstil, hvilke forklarer dette meget detaljeret.
Fra Kristi død indtil kristendommen, næsten 300 år senere, blev en lovlig og anerkendt religion, aflagde størstedelen af de store kirkeledere frivilligt fattigdomsløfter. Dette er historisk dokumenteret! De tog Jesu ord til den rige unge leder i Lukasevangeliet 18,22 bogstaveligt "Sælg alt, hvad du har, og del det ud til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!" De fleste kirkehistorikere er enige om, at disse tidlige kirkeledere, i mindst de første 200 år arbejdede og var selvunderstøttede. En kristen leder kunne ikke sige til en romersk census-tæller (folketælling), at han var en fuldtids prædikant af en "forbudt" religion.
Clement af Rom (ca. 95), Justin Martyr (ca. 150), Irenæus (ca. 150 - 200) og Tertullian (ca 150 - 220) var alle modstandere af tiende, som værende en jødisk tradition. Didachen (ca. 150 - 200) fordømmer omrejsende apostle som bliver længere end tre dage og beder om penge. Endvidere blev rejsende som besluttede sig at blive hos dem pålagt at lære et håndværk. Disse tidlige modstandere af tiende bliver ikke citeret af tiendelærer.
Cyprianus (200 - 258) prøvede uden succes at indføre tiende i Kartago omkring år 250 e.Kr.. Dog gav Cyprianus, efter sin konvertering, sin store personlige formue til de fattige og levede under et fattigløfte. Hans forståelse af tiende inkluderede ligelig genfordeling til de fattige. Og - vi må huske - hans forståelse af tiende blev ikke vedtaget.
Når tiendelærer citerer Ambrosius, Chrysostomos og Augustin som såkaldte "kirkefædre", undlader de behændigt de første 200 år af kirkehistorien. Selv efter at kristendommen blev lovlig i det fjerde århundrede tog mange af de største åndelige ledere løfter om dyb fattigdom og foretrak at leve som singler i klostre. Hvis disse tiendelærer citeres, så bør kirken også få fortalt hvilket liv de normalt levede.
De fleste kirkehistorikere skriver, selv om de er uenige med deres egne teologer, at tiende ikke blev en accepteret lære i kirken indtil 700 år efter korset. Ifølge de allerbedste historikere og opslagsværker, tog det over 500 år før det lokale kirkeråd i Macon i Frankrig, i år 585, prøvede uden succes, at tvinge sine medlemmer til, at give tiende. Det var ikke før år 777 at Karl den Store, med lov tillod kirken af indkræve tiende. Dét, min ven, er historien om tiende som findes i Encyclopædia Britannica, Encyclopedia Americanaog den Romersk Katolske Encyklopædi, frit tilgængeligt til at læses af alle. Disse historiske fakta bør for nogen bevise et eller andet.
Konklusion
I Guds Ord står "tiende" ikke alene. Det er "tiende af MAD". Den bibelske tiende var meget snævert defineret og begrænset af Gud Selv. Sand bibelsk tiende var altid: (1) kun mad, (2) kun fra gårde og dyrebesætninger, (3) ejet af Israelitter, (4) som kun levede indeni Guds Hellige Land, indenfor Israels nationale grænse, (5) kun under betingelserne i den Gamle Pagt og (6) tilvæksten kunne kun blive indsamlet fra hvad Gud producerede.
Derfor kunne man ikke give tiende af (1) ting der ikke var mad, (2) vilde dyr og fisk, (3) mad der ikke var fra Guds Hellige Land, Israel. (4) Folk der ikke var Israelitter kunne ikke give tiende. (5) Lovlig betaling af tiende, forekom ikke, når der ikke var et levittisk præsteskab og (6) tiende kom ikke fra hvad menneskets hænder gjorde, producerede eller fangede ved at jage eller fiske.
Frelse gives ikke "ved nåde gennem tro plus 10%". Jeg opfordrer kirkeledere til en åben diskussion af dette emne. Det omhyggelig og bønfyldte studie af Guds Ord er essentielt for kirkevækst. Må Gud velsigne dig i dit studie.
(Jeg opfordrer dig til at kopiere og distribuere denne artikel).
Hvis der ikke er angivet andet er bibelteksten hentet fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992.