Jeg har ikke følt mig stærk de seneste to eller tre uger. Jeg har ajourført noget mere, gjort nogen flere ting, og hygget mig med at skubbe dette materiale ind bagved i mit sind. Jeg ved ikke, om dette er godt. Jeg gik til en fest med en ven, og hun har været en stor hjælp. Bare det at få mulighed for at tale men nogen, om dette her, har været en stor hjælp.

Disse angreb, visioner, eller hvad du ønsker at kalde dem, er begyndt at slide mig ned; jeg føler til tider at jeg taber. Begivenhedernes intensitet, og de mørke ånders besøg, er bare utrolige. Jeg ved ikke, der foregår noget her i ånden, og jeg kan ikke sætte en finger på det. Jeg tror absolut at det er Hellig Ånden, Faderen og Sønnen; Dem Alle tre, men jeg ved med al rationalitet, at Satan er der også.

Jeg er vågen lige nu. Jeg føler mig spændt, men jeg har det ikke dårligt vedrørende min mentale stabilitet. Jeg føler mig harmonisk, men jeg kan ikke forklare dette her. Alt jeg kan sige er, at der er en anden verden derude, og jeg tror de fleste mennesker er blinde vedrørende djævelen og andet fra den kant. Du ved, de er så viklede ind i deres liv, og ting der hører samfundet til, og prøver at ernære sig, - at de ikke rigtigt ser den åndelige verden. Jeg kan endog sige, at Kristne ikke kender disse sager. Jeg stiller pastorer og andre lemmer af Legemet spørgsmål, og de bliver enten bange, eller tror de, jeg er gal, - fordi jeg stiller spørgsmål om den åndelige verden. Fordi ting som disse sker bare ikke. Folk læser om dem i aviserne, eller ser dem i film, og der forventes disse ting at forblive.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg sludrer videre, jeg bare..., jeg ved ikke engang hvorfor jeg optager dette, men måske sker der noget med disse bånd, måske folk kommer til at bruge dem, jeg ved ikke. Til tider er de åndelige ting så intense og nervepirrende, - men absolut virkelige. Jeg kan bare ikke se helheden. Men jeg ved, at jeg bliver vejledt, - får forevist bestemte ting. Jeg ser disse ting, ligesom jeg ser lyspæren under loftet lige nu.

Det er så virkeligt, men disse ting er af en anden verden. For en stund benægtede jeg det, fordi jeg troede at jeg mistede min forstand. Nu kender jeg den alvorlige side. Dette univers er sammensat på en så ekstrem og kompleks måde, og dog så enkelt. Enkelt sagt: "Jesus Kristus, Faderen, Hellig Ånden, og ikke at forglemme Satan". Dette er i prinsippet enkelt. Jeg tror tiden er ved at løbe fra os, fordi jeg har haft visioner om det, og jeg har virkelig aldrig oplevet denne her slags sager før.

Jeg har fortalt folk om det, men alt hvad der sker er, at jeg mister såkaldte venner, og pastorer fortæller mig, at jeg skal holde min mund lukket. De fysiske angreb er virkelig intense til tider, jeg tror jeg er i en slags åndelig krig. Jeg er begyndt at læse mere i Bibelen, og andre bøger, og prøver at læse så meget jeg kan - så hurtigt jeg kan. Ingen synes at have nogen svar til mig. Jeg begyndte at se ting og opleve begivenheder, som jeg ikke kan forklare, og jeg har en svær tid, hvor jeg prøver at stå i balance.

Den følgende søndag morgen vågnede jeg op med en vision af Jesus Kristus hængende på Korset, og på en eller anden måde var det muligt for mig at se gennem Kristi øjne, og jeg kan ikke forklare det. Der er denne unge mand kaldt Charles der går i min Kirke. Han har en slags fødsels-defekt. Han er lille, med en stor personlighed, og en meget skarp intelligens. Jeg tror, han har mere intelligens end en masse mennesker, jeg kender, og i denne vision så jeg Charles synge og prise Gud med sine hænder i vejret, og han lagde hele sit hjerte og sjæl i sin prisning.

Jeg så Charles fra oven, og kiggede ned - gennem Jesu Kristi øjne. Jeg kunne endog se tårerne i Charles øjne, mens han bad, sang, og priste af hele sit hjerte. Denne vision rørte mig og bevægede mig, Jeg kunne føle det i mit hjerte - intensiteten i hans bønner. Jeg følte det som om Jesus fjernede min ånd fra min krop, og placerede den i Sin Egen krop. Jeg følte det som Jesus følte, så det Han så, og jeg græd. Jeg bare græd, jeg kan ikke forklare det, jeg bare græd, fordi jeg kunne føle Hans kærlighed til Charles.

Kristus sagde til mig: »Ray«, - ikke i ord, men gennem sindet, - »Gå, fortæl Charles, at Jeg elsker ham. At Jeg elsker ham af hele Mit Hjerte, og da hans tid kommer, kommer han til at være med Mig i Himmelen. Fortæl ham, at jeg elsker hans sang, at Jeg lytter til hans bønner, og at jeg tager Mig af ham, og våger over ham. Nu, gå, og fortæl ham!«

Hallo, du må prøve at forstå. Ray Aguilera tror at to plus to er fire. Og at gå til nogen og sige, »Hej, jeg har et budskab fra Gud« bekom mig ikke særligt godt, men jeg havde denne stærke drift til at være lydig.

På en eller anden måde, så var jeg nødt til at gøre det, og jeg vidste ikke hvordan jeg ville gøre det, eller hvad jeg ville sige. Jeg ønskede ikke, at folk skulle tro jeg var skør. Jeg mener, jeg følte mig som en sådan, uanset, med alle disse oplevelser, men jeg vidste, de var virkelige. Jeg gik til Covenant Kirken den søndag, derefter gik jeg derfra til Four Square Kirken, hvor Charles gik. Jeg så ham ude foran Kirken, hvor han talte med to mænd.

Jeg sagde: »Charles, jeg har et budskab til dig.«

Han sagde: »Hej, Ray, hvad er budskabet?«

Jeg kiggede på de to mænd og sagde: »Kan vi tale sammen privat?« Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, eller hvad jeg ville gøre.

Han sagde: »Okay.«

Så vi gik bort fra de andre, og jeg sagde: »Charles, du tror ikke, at jeg er gal, vel?«

Folk i Four Square Kirken var begyndt at se på mig med mærkelige udtryk, - jeg var begyndt at opføre mig anderledes.

Han sagde: »N-e-e-j.«

Så sagde jeg: »Vel, det jeg kommer til at fortælle dig, kommer til at lyde skørt, og jeg ønsker ikke, at du skal tænke at jeg er mærkelig, men jeg har et budskab fra Jesus Kristus«

Da begyndte han at se på mig med et mærkeligt udtryk, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle fortælle ham det. Så jeg tog en dyb indånding, og jeg sagde, »Charles, jeg havde en vision i morges, og den var fra Kristus.«

Og Charles sagde: »Amen broder, - er du født påny?«

Jeg sagde: »Nej, det er ikke sådan. Det er ikke sådan. I min vision så jeg Jesus Kristus og dig, Charles«, og jeg fortalte Charles hele historien. Han har små øjne, og han så på mig og undersøgte mig varsomt.

Jeg sagde: »Kristus sagde, at Han elsker dig, og at du kommer til at være sammen med Ham i Himmelen.«

Jeg ved, at det rørte ham, men han troede ikke kilden. Dette var så hårdt for mig, at fortælle ham dette, at jeg begyndte at græde, og hans ansigt ændredes.

Jeg sagde, »Charles, jeg lyver ikke for dig, - fra dybet af mit hjerte, - dette er hvad der skete.« Da så jeg en tåre i hans øjne.

Jeg sagde: »Vel, det var det Charles«, og jeg gik afsted og kørte hjem grædende. Den næste dag ringede jeg til ham, og han fortalte mig, at det var blevet bekræftet i Kirken. Jeg ved ikke hvordan, - de har disse her sager, disse bekræftelser. Det var forvirrende for mig.

Vel, i hvert fald, så gik jeg i Kirke den følgende onsdag aften, og jeg fandt mig selv i gang med at profetere i Kirken. Pastoren bad om profetier, og folk begynte at række hænderne i vejret, og til min overraskelse, røg min hånd op. Og nu, - her er denne korte lille Mexikanske-Amerikaner, der sidder der bagved og ingenting siger, - der rækker sin hånd i vejret. Generelt, så har du bestemte mennesker der løfter deres hænder og har profetier, og her var så jeg - med min hånd oppe.

Prædikenen var om at tale i tunger, og min hånd røg op, og jeg sagde: »Når du beder, bed fra dit Hjerte - ikke fra din mund.» Pastoren sagde: »Hvordan kan du bede, hvis du ikke beder med din mund.« Så gik han til den næste person. Jeg tror ikke han prøvede at være ondskabsfuld, men det lød ikke som om han kunne lide det, jeg sagde, fordi hans prædiken var om tungetale.

Det som min søster og jeg fandt morsomt var, at da han var kommet i gang med sin prædiken om tungetale o.s.v., så gentog han det, jeg havde sagt - to gange, og min søster og jeg bare gloede på hinanden; jeg tror profetien prikkede til pastoren. Jeg bemærkede den næste fredag aften, at lederen for kirkens alene-gruppe sagde: »Alle bør bede fra Hjertet, og ikke tungen«, og min søster og jeg gloede igen på hinanden, fordi hun vidste, hvad der foregik med mig i ånden.

Jeg tror, jeg havde angreb af ængstelse, da den næste begivenhed kom, fordi jeg fik at vide fra Hellig Ånden, at jeg skulle fortælle det til alle. Faktisk, så fortalte Han mig, at jeg skulle fortælle det for alene-gruppen fredag aften. Jeg henvendte mig til lederen af alene-gruppen, og fortalte ham dele af det der var sket. Han var en af dem, jeg havde lagt en besked til på telefonsvareren, den nat jeg havde oplevet den Mægtige Energi, i min søns soveværelse.

Jeg sagde til Hellig Ånden, at jeg ville overlade det til lederens bestemmelse, fordi jeg havde ingen autoritet i gruppen. Hvis lederen af gruppen ønskede, at jeg skulle dele dette, så ville jeg dele denne begivenhed, men jeg ønskede ingen ansvarlighed, hvis han ikke ønskede, at jeg delte denne usædvanlige begivenhed. Jeg tror, at lederen for alene-gruppen tænkte, at jeg var gal. Han ville vide, om jeg var født påny, og jeg tror, at hvis jeg havde sagde nej, så var jeg ikke en del af deres flok mere, eller sådan noget. Jeg var Katolik, og alle vidste det, og jeg har altid været en slags outsider, - katolik og det hele. Og så står jeg her og beder om at få lov til at tale for gruppen, - "fordi Hellig Ånden har bedt mig gøre det"!

Gennem de tidspunkter, da Hellig Åndens Nærvær kom over mig, ville jeg begynde at græde, og det er svært at forklare, men hvis du ikke har oplevet det, så kan du ikke forklare det.

Lederen sagde: »Måske skulle du bruge nogen tid til at få samling på dig selv«

Jeg sagde: »Alt jeg prøver, er at være lydig. Jeg har intet ønske om at tale til gruppen - som det første, men jeg fortalte Hellig Ånden, at jeg ville, og jeg beder dig om at sige ja eller nej. Siger du nej, så er ansvaret dit.«

Så sagde han »Nej«.

Så - jeg talte ikke. Siden den aften har Hellig Ånden sagt til mig, at jeg skal fortælle alle og enhver, der ønsker at høre. Vel, i hvert fald, så ved jeg ikke hvordan jeg blev kørt på et sidespor.

En uge eller så senere, - jeg var i sengen. Dette var en af disse aftener som jeg aldrig vil glemme, så længe jeg lever. Jeg håber, jeg kan dele denne historie uden at jeg kommer ud af kontrol. Jeg var i sengen, klokken omtrent tre-tredive om natten, og jeg følte et nærvær, som jeg troede var Kristus; det henvendte sig til mig, - som Kristus. Stemmen lød ens, men han talte med en stil eller måde der føltes anderledes for mig.

Denne stemme fortalte mig, at den var stolt af mig, at jeg gjorde et godt stykke arbejde i lovprisning og så videre, og at alt var udmærket; at jeg var en god Kristen.

Men denne stemme sagde, at jeg havde gjort nok, »Det er på tide for dig at komme med os til Himmelen.«

Jeg sagde: »HVAD?«

Og denne stemme sagde: »Det er på tide at gå til Himmelen.«

Jeg tænkte ved mig selv, »den eneste måde jeg kommer til himmelen på er ved at dø.« Jeg sagde: »Vent et øjeblik, jeg har ting at lave her, jeg ønsker ikke at gå. Jeg har mine forretningsinteresser, og jeg må bygge huset færdigt. Jeg er ikke parat!«

Og han sagde: »Vel, du har ikke noget valg. Du har gjort din pligt, og du har dit ansvar. Det er på tide for dig at gå.«

Det næste jeg vidste, - jeg gætter, det var i ånden, for lige til denne dag forstår jeg det ikke rigtigt, - var jeg oppe under loftet i mit soveværelse og kiggede ned på konturerne i soveværelset. Jeg så, at sengen var redt. Nu var dette tidligt om morgenen, omtrent 03:30, men det jeg så var om middagen, og rummet var oplyst, og jeg følte nærværelsen af min død. Mit hus havde ikke min nærværelse i sig. Dette er en følelse der er ubeskrivelig. Jeg kan ikke sætte ord på denne følelse, for der er ingen ord til at beskrive følelsen af din død, og ikke bare det at sanse den, men se den med dine egne øjne.

Der var et tomrum i mit værelse. Et tomrum i mit hus, et tomrum udenfor min virkelighed, en virkelig, virkelig, virkelig mærkelig følelse af at vide, at jeg var død. Det næste jeg vidste, var at jeg var tilbage i sengen, og jeg begyndte at få smerter i brystet. Jeg sagde: »Åh min Gud, jeg har et hjerteanfald.» Jeg følte smerten i mit bryst, jeg sagde: »Hvad skal jeg gøre«, og mine tanker begyndte at rase en kilometer pr. minut. Jeg smed dynen af sengen, og jeg sagde: »Jeg går ikke! Jeg går ikke! Jeg er ikke rede!«, og jeg begyndte at støve frem og tilbage hen over gulvet. Jeg tændte lyset. Jeg vidste ikke hvorhen jeg skulle gå, eller hvad jeg skulle gøre!

Jeg var forfærdet, realiteten af at dø, og ikke at have kontrol over det, og ikke at ville dø, var så intens. Jeg fræsede frem og tilbage som en løve i et bur. Jeg blev ved med at føle smerten i mit bryst blive kraftigere og kraftigere. Jeg blev ved med at sige: »Gå bort smerte, gå bort smerte. Jeg skal ikke dø, gå din vej! Jeg er ikke parat! Jeg ønsker ikke at gå!« Så sagde jeg: »Kristus... jeg har aldrig følt dette fra dig før! Jeg har aldrig følt denne slags følelse før.« Så løb jeg til telefonen, tog den op, og jeg ringede til min søster, og jeg græd, og jeg græd, og jeg græd som jeg aldrig før havde grædt.

Jeg sagde til Cristina, i telefonen: »Jeg kommer til at dø i nat. Jeg kommer til at dø i nat!«

Hun begyndte at blive hysterisk. Hun sagde: »Hvad sker der?«

Jeg sagde: »Jeg ved ikke, jeg ved ikke! Kristus sagde, at jeg skulle dø i nat, og det ønsker jeg ikke.« Jeg græd ind i telefonen: »Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og jeg føler denne smerte i mit bryst. Jeg kæmper imod det, men jeg vil ikke gå.«

Hun sagde: »Lad os bede, lad os bede.«

Jeg tror virkelig at Cristina hjalp med at redde mit liv den nat!

Hun begyndte at bede og synge, og hun sagde til mig: »Syng, syng Ray, syng. Ray, syng, syng af hele dit hjerte!«

Så begyndte jeg at synge og prise Gud. Så dukkede denne anden Nærværelse op, og det var ikke den samme, som sagde at jeg måtte dø. Dette var en anderledes Nærværelse. (Jeg føler mig endog svimmel nu, mens jeg fortæller dig dette!) Jeg følte Nærværelsen af Gud. Jesus dukkede op, mens min søster og jeg sang og priste i telefonen.

Kristus sagde til mit sind: »Ray, Satan kommer til at angribe dig i nat«.

Og jeg var bare fortumlet, - kan du forestille dig hvad der foregik i mit sind, - og jeg sagde: »Satan kommer til at angribe mig i nat! DU FORTÆLLER MIG, AT SATAN KOMMER TIL AT ANGRIBE MIG I NAT!«

Og her stod jeg og sang helt ude af kontrol, og stillede Kristus spørgsmål samtidig, men jeg vidste, at det var Kristus. Jeg kan ikke forklare hvordan, jeg vidste det bare.... Jeg håber dette står klart, min næse løb og blev tilstoppet, og mine øjne løb, intensiteten af bare at genfortælle denne oplevelse er bare overvældende. Min søster sang stadig i telefonen, og jeg sang sammen med hende. På en eller anden måde gik min ånd afsted og kom ind i denne åndelige verden, og min fysiske krop var stadig i sengen... (Jeg slukker lige optageren for at pudse næsen...). Jeg håber denne hændelse er klarere nu.

Jeg sagde til min søster, »Kan du høre mig?« Hun sagde at hun kunne.

Jeg sagde til Kristus: »Satan er her!«

Kristus sagde, »Jeg ved det«, med en stille stemme.

Jeg husker jeg blev ved med at sige, »Satan lad mig være - i Kristi Navn, lad mig være - i Kristi Navn.« Jeg gentog dette igen og igen, men denne onde nærværelse kom stadig nærmere imod mig. Jeg husker jeg løb inde i denne åndelige verden, - så hurtigt som jeg kunne. Jeg løb, og søgte et sted, hvor jeg kunne gemme mig.

Mens dette foregik, lå mit legeme stadig på ryggen i sengen, med lyset slået på, bedende og syngende - sammen med min søster, i telefonen, og på samme tid talte jeg i den åndelige verden, og sagde: »Satan, hold dig fra mig.« Jeg kunne se mig selv løbe, men der var intet rigtigt sted at gemme sig. Jeg kan stadig huske, at jeg fandt noget jeg tror var et skab. Jeg åbnede døren og krøllede mig sammen som en bold, med hænderne over hovedet, med det håb, at Satan ikke ville finde mig. Måske sagde jeg ikke »Satan hold dig væk i Kristi Navn« med tilstrækkelig tro.

For Satan fortsatte med at komme, og på en eller anden måde forstod jeg, at Satan vidste hvor jeg var. Så, - så hurtigt som jeg kunne, rejste jeg mig op og løb ud af dette åndelige skab. Jeg løb for mit åndelige liv. Jeg løb, og jeg løb, og jeg husker, at han mejede mig ned som et græsstrå. Da Satan ramte mig i ryggen, faldt jeg ned, skrigende af mine lungers fulde kraft. Jeg landene fladt på mit ansigt, hylende og skrigende på Kristus.

Jeg råbte, »Jeg er nede!« »Jeg er NEDE!« »Få mig op!« »Få mig op! JEG ER NEDE!« »JEG ER NEDE!« »FÅ MIG OP!!« »FÅ MIG OP!!« »JEG ER NEDE, KRISTUS, FÅ MIG OP!« »JEG ER NEDE!«

Jeg græd, åh, jeg græd. Da Kristus kom til mig skreg jeg, »Hvad foregår der her? Hjælp mig! Hjælp mig! Jeg er nede!« Så hjalp Kristus mig op!

Så sagde Kristus: »Ray, gør dig selv stærk! Gør dig selv stærk!«

Alt jeg kunne sige var, »Satan lad mig være!! Lad mig være...!!«

I telefonen kunne jeg høre min søster synge af sine lungers fulde kraft, og ind imellem læste hun skriftsteder fra Bibelen, når hendes stemme gav op. Jeg var i en krig for mit åndelige liv! Min sjæl kæmpede mand til mand mod Satan, for dens liv, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle beskytte mig selv.

Alt jeg kunne sige var, »Satan, lad mig være!!«, men min søster sang som en engel, eller læste fra Bibelen, og hun standsede ikke ét sekund. Hun ville ikke standse. Jeg kunne høre hende, og på en eller anden måde sang jeg også i den åndelige verden, men jeg kunne se Kristus stå ved min venstre side i den åndelige verden.

Jeg var til hans højre side, og jeg sagde til Kristus: »Satan er kommet tilbage!! Han er tilbage!!«

Kristus sagde med en blød stemme: »Jeg ved det, Jeg ved det.«

Fornemmelsen af Satan var ligesom sand, der løber gennem et timeglas, der nippende af min sjæl. Min søster beskrev det senere for mig, som "Pac Man" video-spillet, der gnaver af din sjæl, men jeg så det som sand der løb gennem et timeglas. Jeg var bare så bange, jeg var så bange. Jeg mener, Jeg var bange! Jeg følte Satan æde af min sjæl. Jeg løb, og jeg løb, og jeg løb i denne åndelige verden, og han ramte mig igen, for anden gang, men denne gang var det bagved mine knæ, og han slog mig ned. Jeg faldt ned på mine knæ skrigende, men Kristus greb mig ved min venstre albue, da jeg faldt.

Jeg blev ved med at skrige, »Jeg er nede igen!! Jeg er nede igen!! Jeg er nede, hjælp mig!! Å hjælp mig!! Jeg er nede!! Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Lad mig være Satan! Lad mig være! Lad mig være - i Kristi Navn«, var alt jeg kunne sige i denne terror.

Jeg følte ikke smerte. Dette var en anderledes slags smerte. Det var... Det var ikke jordisk smerte. Det var åndelig smerte. Jeg ved ikke... ligesom ikke at have Guds Nærvær. Det er den eneste måde jeg kan beskrive det, men det smertede. Det smertede min sjæl, det fjols var efter min sjæl, og jeg kæmpede mod ham det bedste jeg kunne. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. (Jeg mister kontrollen igen, lad mig slukke for den optager.)

Vel, jeg er tilbage igen. Jeg håber det er forståeligt, at jeg slukkede for optageren. Når jeg gentager denne oplevelse, så er det ikke med den samme intensitet, som det var den nat. Det er ikke så svært nu, men jeg genoplever det stadig. Det er den slags følelse, som ingen ønsker at gå igennem, som jeg fortalte en pastor ven tidligere denne uge på det møde, vi havde på kirkens parkeringsplads. Jeg fortalte ham hvad der foregik, og at noget var ændret med min åndelige vandring. Han gav mig et udtryk kaldt "åndelig krigsførelse".

Dette er ord, som Kristne bruger, ligesom forbøn og ord som disse. Jeg tror, at femoghalvfems procent af de Kristne i dag ikke engang ved hvad de betyder. Jeg mener virkelig, vilkelig betyder. Det er ligesom det Ord fra Gud om at bede fra hjertet, og ikke bare tale med din mund. Alle disse termer synes, i mine øjne, at gå ind gennem det ene øre og ud ad det andet. Dette var så intens, at termerne var af nul værdi for mig i denne åndelige verden.

Jeg havde aldrig hørt om åndelige gaver og stof som dette før. Jeg undrer mig over, om halvdelen af de Kristne der taler om dem, overhovedet ved, hvad de siger, eller om de virkelig ved, hvad der er derude i den onde mørke åndelige verden. Sommetider undrer jeg mig over, om femoghalvfems procent af de Kristne overhovedet ved, hvad Kristendom egentlig er. Jeg ser absolut på det med andre øjne.

Her befinder jeg mig i denne fysiske verden, og i denne åndelige krig i en anden verden, og selv dette lyder skørt, men, åh min Gud, jeg ønsker ikke at tabe. Jeg ønsker ikke at tabe. Satan, dette fjols, var efter min sjæl. Og jeg vidste ikke præcis hvad jeg skulle gøre, bortset fra, at jeg vidste, at Kristi Nærværelse var der, men slaget var mellem Satan og mig. Det hjalp mig at vide, at min søster sang i telefonen, og at Kristus var der, men dette var et slag, et personligt inædt slag mellem Satan og mig. Jeg havde Kristi beskyttelse, men når du er ny på dette område, som jeg var, så var det absolut terror.

Du kæmper mod en gal hund, der besidder rendyrket ondskab, og ordene "Rendyrket Ondskab", yder ham ikke retfærdighed. Han er som en gal hund der trækker i en klud. Du trækker i denne klud, og han trækker tilbage. Du trækker, og han trækker hårdere. Du sparker ham over tænderne, og han slår en kolbøtte. Du kan dreje dig bort og løbe, og indenfor en brøkdel af et sekund springer han på din ryg. Så smider du det svin af din ryg - og klasker ham ned på jorden. Du kan trampe på ham, du kan trampe på ham, og du kan sparke ham, og du kan trampe på ham, og du kan sparke ham, - og han rejser sig og springer på din ryg igen. Han giver dig knap tid nok til at trække vejret og få fyldt lungerne.

Dette svin er ren ondskab. Folk tror de kan sige, "i Kristi navn, hold dig borte", og så damper han af ud mod solnedgangen. Sådan er det ikke det fungerer derude, folkens. Aldeles ikke! Jeg har set det. Jeg har oplevet det. Du siger det, og han holder sig tilbage et halvt sekund, to minutter, eller en time, men han kommer tilbage. Han viger tilbage sommetider, men det er bare nok tid for dig til at trække vejret, og så er svinet tilbage ved din strube. Jeg tager mig selv i at sige, hundredvis af gange dagligt nu, "Satan, hold dig borte - i Kristi Navn."

Han holder ikke inde, - fireogtyve timer i døgnet. For en tid trættede han mig ned. Jeg kunne ikke få nogen søvn, og så slog han mig under søvnen. Han ville slå mig mens jeg kørte i min bil, bremserne ville svigte af ukendte årsager, og når jeg så bad - i Kristi Navn, - så ville de fungere igen. Hver gang jeg stiger ind i min bil, må jeg sige: »Herre, sæt et skjold af beskyttelse omkring min bil. Jeg beder Dig, i Jesu Kristi fra Nazareth's Navn, få mig trygt frem - og tilbage igen.« Dette er en åndelig krig, der er så virkelig, og jeg har bare fortalt om den del, jeg selv har oplevet, men jeg er sikker på, der er en masse mere derude, som jeg ikke har oplevet.

Vel, jeg fortsætter, bare for at give en lille baggrund, om det der foregår, og ord kan ikke helt beskrive det, jeg kommer til at fortælle. Det som jeg kommer til at fortælle beskriver ikke det komplette billede, - så var dig for Satan. Han er derude. De er derude just nu, lige ved siden af os allesammen. Den åndelige krig er usynlig, men den er der også. Det er i en anden verden, et eller andet sted, men på samme tid er det lige ved siden af os allesammen. Lyder skørt, men det er sandt, - Satan eller hans dæmoner er der fireogtyve timer i døgnet. Han hjælper mennesker med forskellige ting, og får dem til at tænke på ting, der ikke er fra Jesus Kristus. Folk gør disse syndige ting, og er ikke bevidste om, at Satan står bag det hele, og hjælper dem på vej... Så tag dig i agt! Bed! Bed til Jesus Kristus, Hellig Ånden og Faderen, og bed.