Interessant profeti om Danmark i 2008-10

Da de kristne profeter Chuck Pierce og Sharon Stone fornylig besøgte Danmark, forudsagde de, at Danmark skal blive et brændpunkt for en kristen fornyelse.
Midt i firserne boede jeg et år i Israel og var ny i de karismatiske kredse.
 
Af Edith Theis-Nielsen

Så blev jeg inviteret til at se en film om, hvordan jøderne snart ville komme ud af Rusland til Israel. Jeg tænkte: De er ikke rigtig kloge, Sovjet er et hermetisk lukket land.
Dog hørte jeg, at israelerne lige havde udbygget en af Jerusalems bydele, hvor jeg selv boede, netop til de russiske jøder. Jeg tænkte, at så var der måske noget om det, selv om det lød langt ude.

Det skete alligevel...

Der gik kun fem år, så begyndte en massiv udvandring af russiske jøder til Israel.
I firserne kom der også profetier om, at muren ville falde, der ville blive en kort, frugtbar tid til evangelisering, og så ville der komme endnu en ”isme” værre end kommunismen.
Alt dette er sket, muren er faldet, der har været megen evangelisering i førhen lukkede lande, og Islam er nu i kraftig fremmarch i Europa.

To profeter

I Kirken i KulturCenteret hørte vi for nylig profetier om den nærmeste fremtid.
To anerkendte profeter, Sharon Stone (Christian International Europe) og Chuck Pierce (Glory of Zion) bragte et budskab om, at Danmark bliver et af tre lande i Nordeuropa, som vil blive sat i brand for Herren. Det vil brede sig til resten af Europa, og 2008 er forberedelsesåret.

Den rige unge mand – Danmark?

Hvis vi skal opleve vækkelsen, er der dog nogle ting, vi som nation skal gøre os klart. Danmark er som den rige, unge mand, der spørger Jesus, hvad han skal gøre for at få evigt liv (Mat.ev. 19:16-26). Samtalen slutter med, at den unge mand mener, han har opfyldt alle budene. Så opfordrer Jesus ham til at sælge alt og følge Ham. Den unge mand går bedrøvet bort, for han var meget velhavende. Denne lignelse gælder Danmark, og det uddybede Sharon Stone.

Hvad svarer vi?

Vil der ske en kristen fornyelse af Danmark i 2008-10, som profetien nævner?
Danmark er et rigt land, men er vi villige til at forlade alt for at følge Jesus?
Nogle tror, at der er noget magisk ved vækkelse, men vi har selv en afgørende rolle at spille: Vil vi give Gud positivt gensvar?
Det var ikke alle i bibelsk tid, der fik det tilbud, som den rige unge mand fik. Måske kunne han være blevet den 13. apostel, hvis Han havde sagt ”ja” til kaldet.
Der er eksempler i Bibelen på personer og byer, som sagde ”ja” til kaldet og angrede deres synder (Paulus, storbyen Nineve), og andre som sagde ”nej” (Adam og Eva – byerne Sodoma og Gomorra) og dermed gik glip af deres besøgelsestid.
Det er altså ikke kaldet og besøget, som er det afgørende, men hvordan vi giver respons, og det gælder også Danmark.

Vigtigt at forstå kaldet

Hvis den rige unge mand havde forstået rækkevidden af, hvad kaldet gik ud på, så ville han formentlig have fulgt Jesus.
Derfor er det en meget stor invitation, som Gud giver Danmark, og Han forventer et positivt svar fra os.
Vi må bede og rense vore hjerter, ikke lade os begrænse af tryghed i andet end Gud.
Vi må evne at se storheden i det, som Gud tilbyder.

Vi må indstille os på det nye

Samtidig vil Gud sørge for, at vi bliver udrustede med de forsyninger, som bliver nødvendige, ligesom der står i Mat.ev. 6:33: ”Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.”
Vi må anerkende forskellige måder at være kirke på, vi må ikke begrænse det nye, så det skal passe ind i vore eksisterende strukturer.
Vi må indstille os på ’nye vinsække’, for vi vil opleve det mirakuløse.

Guds ånd vil igen forandre Europa

Guds invitation vil ikke følge en model, men ’bygmesteren’ Jesus vil lede os, og vi får mulighed for at opleve Hans ånd falde stærkt over Danmark.
Hvis vi ikke tager imod Gud i Hans besøgelsestid for os, så vil Han gå til en anden nation; derfor er det så vigtigt, at vi hver især beder om, at vi må tage imod kaldet til Danmark, for Herren søger et folk, som er følsomt til at opfatte Hans kald: Følg mig!

En ny vind

Danmark vil opleve, at Herren sender en ’pinsevind’, som bliver anderledes og tager til i styrke. Den bliver fyldt med olie dvs. salvelse og ild, som smelter kolde hjerter.
Vi vil opleve helbredelser, Herrens ånd vil drage mennesker fra andre lande, og de vil blive sendt ud herfra med en enestående salvelse.
Det vil forandre hele Europas kurs, sagde Chuck Pierce.

2008 står for det nye

Han fortalte, at året 2008 skal forstås ud fra den hebraiske kalender, året 5768.
Symbolikken i det hebraiske årstal betyder, at vi nærmer os afslutningen af en tiårig cyklus, hvoraf 2007 har afsluttet syv år med intens krigsførelse, men Gud har gjort noget i os gennem dette for at bygge en ny styrke i os.
2008 er indgangen til noget nyt, som Gud vil gøre i Danmark, det vil give fremdrift på meget kort tid, og det vil påvirke hele Europa.

Vi kan gå glip af det

Det er vigtigt at opfatte det nye, Gud gør i år og fremover – ligesom i Es. 43:18-19: ”Husk ikke på det, der skete tidligere, giv ikke agt på fortiden; nu skaber jeg nyt, nu spirer det frem, ved I det ikke?...”
Hvis ikke vi er årvågne, kan vi gå glip af det. For 2008 er året, hvor vi kommer til at føde nyt, og Gud vil afsløre det for hver enkelt af os i dette år.

Ny indsigt

Vi vil få nye indsigter, nye måder at gøre tingene på. Vi vil komme ind gennem ’nye porte’, og derfor skal vi være på udkig efter nye indgange og forbindelser, som Gud suverænt vil bringe ind i vore liv. Men skam og gamle fejl skal også skæres bort.
Vi vil få nye strategier både individuelt og i vore fællesskaber. Hidtil har der været hindringer, men der kommer en vej til det nye, og Guds ånd vil invadere Danmark.
Når vi er på rette sted og tid, så vil vi også kunne se, hvad der kommer til at ske, og det er vigtigt, for Gud gør os til et profetisk folk.

Tid og sted er vigtig

Jesus måtte møde en bestemt kvinde på et givet sted (Samaria) og tidspunkt (Joh.ev. 4:1-42). Han sendte disciplene væk for at købe ind. Måske var Han ikke sikker på, at disciplene kunne klare det nye, utraditionelle i at tale med en kvinde fra Samaria, et område man havde fordomme imod såvel som over for kvinder.
Takket være Jesu samtale med kvinden (som havde haft i alt seks mænd), fortalte hun alle i byen om Jesus, og derfor kom de alle ud for at høre Jesus forkynde, og mange kom til tro.
Bemærk, at kvinden ikke var en nøgleleder, hun var blot en kvinde ved en brønd med en fortid.
Vi skal forstå, at når Gud i den kommende tid gør noget nyt, så vil det ikke nødvendigvis afhænge af kirkeledere, men af folk, som er villige til at høre og opfatte, hvad Herren gør. Samaria kendte sin besøgelsestid, og det blev til velsignelse.
Hvis vi er villige til at følge Herren, så vil Danmark opleve vækkelse.

2008, 2009, 2010...

Året 2008 bliver et forberedelsesår.
2009 bliver et år med demonstrationer af Guds ånd ikke blot i kirken, men også på gaderne.
Og i 2010 vil vi opleve megen manifestation (åbenbaring) af Gud, som begynder så småt i september 2009.
Allerede i 1983 hørte Chuck Pierce Herren tale til ham om, at Gud ville sende en flammende vækkelse til det nordlige Europa 20 år efter murens fald.
Pierce profeterer nu, at Danmark vil blive kendt som et af de folk, der er i pagt med Gud. Herrens ånd vil svæve over Danmark.
Der bliver stor anger, som vil komme fra toppen og nedefter, det vil bryde jorden op i vor nation. Jøderne vil opleve vækkelse. Børn og unge vil komme til tro, for alle tre generationer bliver nødvendige i vækkelsen.

Forberedelse

Det betyder, at vi skal tage imod så meget oplæring som muligt de næste ni måneder og holde øje med Guds demonstrationer i de næste 18 måneder. Vi skal berede os på at være vidne til Guds overraskende åbenbaringer og iagttage dem de næste 28 måneder.
Lad os takke Gud for Hans store nåde over for Danmark. Lad os prise og ophøje Ham!

Edith Theis-Nielsen er netop gået på efterløn efter at have arbejdet som fuldmægtig i Danmarks Statistik.

Artiklen bragt i Udfordringen uge 23/2008


URL
http://www.bedehus.dk/data.aspx?oId=66